Tertullian: "Om Skuespil"
-----------------------------------------------------------------------------------------



Kirkefaderen Tertullian er født ca. 160 e. Kr. og sandsynligvis død omkring år 225. Han var en kontroversiel personlighed, og et af hans mest kontroversielle skrifter er ”De Spectaculis” (Om Skuespil). Det er vel ikke skriftet i dets helhed, der har vakt anstød, men kun dets sidste kapitel, kapitel 30. Det skal jeg ikke gå nærmere ind på, men henviser læseren til selv at læse det.

Blandt Oldkirkens kristne forfattere indtager Tertullian en særstilling - ingen overgik ham i knivskarp intelligens og dyb indsigt i kirkens skrifter, på et tidspunkt da Det Nye Testamente knap havde fundet sin endelige form. Hans troskab mod Jesu forkyndelse var urokkelig og absolut.

Skriftet blev oversat til dansk af en nordmand, Karl Julius Arnesen, der levede fra 1847 til 1929. Han var, da han udgav sine oversættelser af Tertullian, sognepræst i Sarpsborg og medlem af Stortinget, valgt af Højre. Se også den efterfølgende bibliografiske notits. Jeg har gennemgået hans i øvrigt aldeles fortrinlige oversættelse og tillempet den en smule for at gøre den lettere tilgængelig for moderne læsere.

 

Richard Mott 


Udvalgte Skrifter af Tertullian. Oversatte af J. Arnesen. [Om Sjælens Vid­nesbyrd - Om Skuespil - Afvisning af samlige Kjættere - Om Sjælen]. (= Vidnesbyrd af Kirkefædrene 15), Christiania 1887, VIII+258 s.




Tertulliani de Spectaculis
-----------------------------------------------------------------------------------------

I. Qui status fidei, quae ratio veritatis, quod praescriptum disciplinae inter cetera saecularium errorum etiam spectaculorum voluptates adimat, dei servi, cognoscite, qui cum maxime ad deum acceditis, recognoscite, qui iam accessisse vos testificati et confessi estis, ne aut ignorando aut dissimulando quis peccet. 

Kapitel 1.
I Guds tjenere, der for nylig er kommet Gud nær, læg mærke til det særlige ved troen, læg mærke til hvilket argument, hentet fra den Sande Lære, og hvilke bud for Jeres livsførelse, der blandt andre verdslige vildfarelser forbyder de fornøjelser, som skuespil tilbyder! Og I, som allerede har vidnet og bekendt, at I er i samfund med Ham, læg I også mærke til dette, for at ingen skal synde, enten ved virkelig eller foregiven uvidenhed!


tanta est enim voluptatum vis, ut et ignorantiam protelet in occasionem et conscientiam corrumpat in dissimulationem. ad utrumque adhuc forsan alicui opiniones ethnicorum blandiantur, qui in ista causa adversus nos ita argumentari consuerunt: nihil obstrepere religioni in animo et in conscientia tanta solacia extrinsecus oculorum vel aurium nec vero deum offendi oblectatione hominis, qua salvo erga deum metu et honore suo in tempore et suo in loco frui scelus non sit. atquin hoc cum maxime paramus demonstrare, quemadmodum ista non competant verae religioni et vero obsequio erga verum deum. 

Så stærk en magt har nemlig disse fornøjelser, at de både driver den uvidende til straks at gribe hver lejlighed, der byder sig, og tillige ved sin fordærvelige indflydelse frister samvittigheden til hykleri. Og hedensk tro lokker måske også en og anden til begge dele. Thi den taler gerne sin sag i dette tilfælde således: Disse kun udvortes nydelser - nydelser både for øjne og for øren, og som er så vederkvægende – er ikke i strid med religionen, som jo har sit sæde i sjælen og i samvittigheden. Ej heller krænker mennesker Gud ved en fornøjelse, som ikke medfører nogen brøde, når man nyder den på rette tid og sted, og når der ikke går skår i den frygt og tilbedelse,  som skyldes Gud. - Vi vil derimod at påvise dette og vise, hvordan den slags ingenlunde passer sammen med den sande tro og den sande lydighed mod den sande Gud.


sunt qui existimant Christianos, expeditum morti genus, ad hanc obstinationem abdicatione voluptatum erudiri, quo facilius vitam contemnant amputatis quasi retinaculis eius nec desiderent, quam iam supervacuam sibi fecerint, ut hoc consilio potius et humano prospectu, non divino praescripto definitum existimetur. 

Der er dem, der tror om de Kristne – de Kristne, der jo altid er beredt til døden – at de lærer sig denne ”hårdnakkethed” netop ved at frasige sig alle fornøjelser. Det gør det jo lettere for dem at foragte dette liv, når de overskærer de bånd, som knytter os til det; og når de allerede har vendt verden ryggen, vil de ikke klynge sig den. Alt dette sigter til at overbevise andre om, at denne sag er afgjort, ikke efter guddommelig befaling, men efter menneskelig plan og beregning.


pigebat scilicet etiam perseverantes tantis in voluptatibus propter dominum mori. quamquam, etsi ita esset, tam apto consilio tantae obstinatio disciplinae debebat obsequium.

De, der alligevel holder fast ved disse nydelser, vil naturligvis have svært ved at dø for Guds skyld. Men selvom det var rigtigt, så burde man alligevel følge en sådan leveregel, der hviler på en hensigtsmæssig plan og en sådan ”hårdnakkethed”.

 



Dette håndskrift-fragment af Tertullians "De Spectaculis" er sandsynligvis fra det 9. århundrede. Fragmentet begynder med ordene "quod deo vivis", fra kapitel 29, omtrent midt i kapitlet. Teksten fortsætter ind i næste kapitel og slutter med ordene "flammis saevierunt insultantibus contra"   omtrent en tredjedel inde i kapitel 30. Fragmentet blev funden som bestanddel af indbindingen af en yngre bog - en skæbne, som er overgået mange kasserede ældre skrifter; papir var for kostbart til at kaste bort, det blev genbrugt til fx fremstillingen af nye bogbind.



II. iam vero nemo est, qui non hoc quoque praetendat: omnia a deo instituta et homini attributa, sicut praedicamus, et utique bona omnia, ut boni auctoris; inter haec deputari universa ista, ex quibus spectacula instruuntur, equum verbi gratia et leonem et vires corporis et vocis suavitates; igitur neque alienum videri posse neque inimicum deo quod de conditione constet ipsius, neque cultoribus dei deputandum, quod ei non sit inimicum, quia nec alienum.  

Kapitel 2.
Så er der også mange, der undskylder sig med, at alting er skabt af Gud og givet til os mennesker - og det forkynder vi virkelig også - og at derfor alting er godt, eftersom det har et godt ophav. Og at hertil må også henregnes alt det, som hører til i skuespil, som for eksempel hesten og løven og det menneskelige legemes kraft og stemmens vellyd. Altså - påstår man - kan det, som kun findes, fordi Gud har skabt det, hverken være fremmed for Ham eller være fjendtligt over for Ham. Og det, som ikke er fjendligt over for Gud, kan heller ikke være fjendligt imod Hans tilbedere, eftersom det jo ikke er Gud fremmed.


plane et ipsae extructiones locorum, quod saxa, quod caementa, quod marmora, quod columnae dei res sunt, qui ea ad instrumentum terrae dedit; sed et ipsi actus sub caelo dei transiguntur.

Åbenbart gælder det samme også bygning af lokaler til skuespil, eftersom sten, kalk, marmor og søjler er ting, som hører Gud til, og hvormed han har udrustet Jorden. Derfor opføres skuespillene jo også under Guds himmel.


quam sapiens argumentatrix sibi videtur ignorantia humana, praesertim, cum aliquid eiusmodi de gaudiis et de fructibus saeculi metuit amittere.  plures denique invenias, quos magis periculum voluptatis quam vitae avocet ab hac secta. nam mortem etiam stultus ut debitam non extimescit, voluptatem etiam sapiens ut datam non contemnit, cum alia non sit et stulto et sapienti vitae gratia nisi voluptas.  

Ak, den menneskelige uvidenhed forekommer i sandhed klog, når den fører bevis i sin egen sag, især når den frygter for at gå glip af nogen af den slags Verdens glæder og nydelser! Man skulle nok finde flere, der holdes borte fra vort samfund af frygt for at gå glip af disse fornøjelser, end man kunne finde folk der ville holde sig borte for ikke at sætte deres liv på spil. Thi døden, dette uundgåelige, er selv ikke dåren bange for; men nydelsen, dette store gode, er selv ikke den vise bange for, eftersom livets behageligheder består i nydelse, både for dåren og for den vise.


nemo negat, quia nemo ignorat, quod ultro natura suggerit, deum esse universitatis conditorem eamque universitatem tam bonam quam homini mancipatam.  sed quia non penitus deum norunt nisi naturali iure, non etiam familiari, de longinquo, non de proximo, necesse est ignorent, qualiter administrari aut iubeat aut prohibeat quae instituit, simul quae vis sit aemula ex adverso adulterandis usibus divinae conditionis, quia neque voluntatem neque adversarium noveris eius quem minus noveris.  . .......    non ergo hoc solum respiciendum est, a quo omnia sint instituta, sed a quo conversa. ita enim apparebit, cui usui sint instituta, si appareat, cui non.  multum interest inter corruptelam et integritatem, quia multum est inter institutorem et interpolatorem.

Ingen vil nægte, at Gud er hele Verdens skaber, for ingen er jo uvidende om, hvad Naturen selv lærer os. Og ingen vil nægte, at hele Hans skabning er god, og at den er underlagt menneskets herredømme. Men hvis man ikke kender Gud ret - det vil sige, hvis man kun kender Ham ud fra Naturretten og ikke personligt, hvis man kun kender Gud på afstand og ikke er Ham nær, så må man nødvendigvis være uvidende om, hvad Han har befalet vedrørende brugen af Hans skaberværk. [Så må man nødvendigvis være uvidende om de misbrug, Han har forbudt sin skabning, og som Han har forbudt den magt, der sætter sig op imod Ham og er Ham fjendtlig, den magt, som fordrejer brugen af Guds Skaberværk.]  For så kender man jo hverken Guds vilje eller Hans modstanders vilje, eftersom man ikke kender Ham godt nok. Man må altså tænke på, ikke kun hvem, der har skabt alting, men også på hvem, der har fordrejet brugen heraf. Først da vil det vise sig, hvilken brug det er skabt til, først da når det viser sig, hvad det ikke er skabt til. Der er stor forskel på den fordærvede og den ufordærvede tilstand, som der også er stor forskel på Skaberen og Fordærveren. 


ceterum omnes species malorum, quae etiam ethnici ut indubitata et prohibent et defendunt, ex operibus dei constant.  vides homicidium ferro veneno magicis devinctionibus perfici: tam ferrum dei res est quam herbae, quam angeli. numquid tamen in hominis necem auctor ista providit? atquin omnem homicidii speciem uno et principali praecepto interimit: "non occides." 

For øvrigt, alt hvad der er ondt, også alt det, som hedninger uden betænkning forbyder og ikke vil tillade, det består jo også af ting, som Gud har skabt. Hvis du virkelig vil myrde nogen med et sværd, eller med gift, eller med magiske kunster, så er jo jernet, ligesom urterne og dæmonerne, noget, som Gud har skabt. Men har Han mon skabt det, for at det skulle bruges til at myrde med? Nej, Han har tværtimod forbudt alle slags mord ved det ene bud, der dækker det hele: Du må ikke slå ihjel!


proinde aurum aes argentum ebur lignum et quaecumque fabricandis idolis materia captatur quis in saeculo posuit nisi saeculi auctor deus? numquid tamen, ut haec adversus ipsum adorentur? atquin summa offensa penes illum idololatria. quid non dei est quod deum offendit? sed cum offendit, dei esse desiit, et cum desiit, offendit.  

Desuden, guld, kobber, sølv, elfenben, træ og alt, hvad der ellers bruges til at lave afgudsbilleder af, hvem har sat det i Verden, om ikke Gud? Men mon Han gjorde det, for at det skulle tilbedes i stedet for Ham? Nej, tværtimod, i Hans øjne er afgudsdyrkelsen den største krænkelse af alle! Hvad af alt det, som fortørner Gud, tilhører i virkeligheden ikke Ham? Men når det fortørner Ham, er det ikke længere Hans, og når det ikke længere er Hans, fortørner det Ham.


ipse homo, omnium flagitiorum auctor, non tantum opus dei, verum etiam imago est; et tamen et corpore et spiritu desciit a suo institutore. neque enim oculos ad concupiscentiam sumpsimus et linguam ad maliloquium et aures ad exceptaculum maliloquii et gulam ad gulae crimen et ventrem ad gulae societatem et genitalia ad excessus impudicitiae et manus ad vim et gressus ad vagam vitam, aut spiritus ideo insitus corpori, ut insidiarum, ut fraudium, ut iniquitatium cogitatorium fieret. non opinor.  nam si omnem malignitatem et si tantum malitiam excogitatam dens exactor innocentiae odit, indubitate quaecumque condidit non in exitum operum constat condidisse quae damnat, licet eadem opera per ea quae condidit administrentur, quando haec sit tota ratio damnationis: perversa administratio conditionis a conditis.

Mennesket selv, udøveren af al skændsel, er ikke blot Guds skabning, men også Hans billede. Og dog er det med legeme og sjæl faldet fra sin Skaber. Thi vi har ikke fået øjne for at se med begær, eller tunge for at tale ondt om nogen, eller øren for at lytte til ond tale, eller strube for at synde med den, eller bugen for at hengive os til vellevned, eller kønsdele for at begå ukyskheds udskejelser, eller hænder for at øve vold, eller fødder for at føre et omstrejfende liv. Ej heller blev sjælen sat ind i legemet for at blive til et værksted, hvor der skulle smedes rænker og udtænkes svig og uretfærdighed. Det tror jeg bestemt ikke. Thi hvis Gud, Han, der gør det gode, holdt af al denne ondskab og al denne slethed, også selv om det var noget, man kun tænkte på, så er det hævet over enhver tvivl, at Han ikke har frembragt sine skabninger, for at sådanne gerninger skulle fuldbyrdes, de gerninger, som Han fordømmer - selv om så disse gerninger forøves ved hjæl af det, Han har skabt. Thi det er jo netop grunden til Hans fordømmelse, at Hans skabninger misbruger Hans skaberværk


nos igitur, qui domino cognito etiam aemulum eius inspeximus, qui institutore comperto et interpolatorem una deprehendimus, nec mirari neque dubitare oportet: cum ipsum hominem, opus et imaginem dei, totius universitatis possessorem, illa vis interpolatoris et aemulatoris angeli ab initio de integritate deiecerit, universam substantiam eius pariter cum ipso integritati institutam pariter cum ipso in perversitatem demutavit adversus institutorem, ut, quam doluerat homini concessam, non sibi, in ea ipsa et hominem reum deo faceret et suam dominationem collocaret.


Vi, der har lært Gud at kende, og som har set Hans fjende, vi, som har stiftet bekendtskab med Skaberen og samtidig også har opdaget Fordærveren, vi bør hverken give plads for forundring over eller tvivl om, at den fordærver og skinsyge dæmon
[x] og mand, der fra først af har berøvet mennesket selv, Guds værk og billede, hele Verdens behersker, sin uskyld, og sammen med det har fordrejet og fordærvet - stik imod Skaberens vilje - alt, hvad der hører det til, og som sammen med det var skabt til uskyldighed, for at Han kunne gøre mennesket til en skyldner for Gud, netop under udøvelsen af det herredømme, som til hans forbitrelse var tilstået mennesket, ikke ham selv, og for at han samtidig kunne grundlægge sit eget herredømme.

[x] Satan omtales som en fordærver og skinsyg dæmon

 



III. hac conscientia instructi adversus opinionem ethnicorum convertamur magis ad nostrorum detractatus. quorundam enim fides aut simplicior aut scrupulosior ad hanc abdicationem spectaculorum de scripturis auctoritatem exposcit et se in incertum constituit, quod non significanter neque nominatim denuntietur servis dei abstinentia eiusmodi.  

Kapitel 3. 
Rustede med en sådan overbevisning imod hedningernes meninger vil vi nu vende vores opmærksomhed mere på de betragtninger, som man hører blandt vore egne. Nogles tro er nemlig så enfoldig eller så nøjeregnende, at de forlanger en udtrykkeligt forskrift i Skrifterne vedrørende denne forkastelse af skuespillene, og de regner sagen for uafgjort, når der ikke udtrykkelig og ligefrem pålægges Guds tjenere afholdenhed fra sådanne ting.


plane nusquam invenimus, quemadmodum aperte positum est: "non occides, non idolum coles, non adulterium, non fraudem admittes", ita exerte definitum: non ibis in circum, non in theatrum, agonem, munus non spectabis.  sed invenimus ad hanc quoque speciem pertinere illam primam vocem David: "felix vir", inquit, "qui non abiit in concilium impiorum et in via peccatorum non stetit nec in cathedra pestium sedit."  nam etsi iustum illum videtur praedicasse, quod in concilio et in consessu Iudaeorum de necando domino consultantium non communicavit, late tamen semper scriptura divina dividitur, ubicumque secundum praesentis rei sensum etiam disciplina munitur, ut hic quoque non sit aliena vox a spectaculorum interdictione.

Det er sandt, vi finder ingen steder et så klart forbud, som når det udtrykkelig siges "Du må ikke slå ihjel, ikke dyrke andre guder, ikke bedrive hor, ikke bære falsk vidnesbyrd" - så klart finder vi det ikke sagt, at "Du må ikke gå i Circus eller i teatret, du må ikke overvære væddekampe og gladiatorlege." Imidlertrid finder vi, at dette første ord af David også kan finde anvendelse på disse ting, når han siger: "Salig er den, som ikke går til de ugudeliges forsamlinger og ikke betræder syndens vej og ikke sidder i fordærvelsens sæde". Thi skønt han synes at have kaldt den retfærdig, som ikke ville tage del i jødernes rådsforsamling, da de lagde råd op om at dræbe Herren, så har den hellige skrift dog overalt, hvor en moralsk lærdom begrundes ud fra betydningen af en foreliggende kendsgerning, altid en udstrakt anvendelse.
Således er også her et forbud mod skuespil ikke fremmed for dette udsagn. 


si enim pauculos tunc Iudaeos impiorum concilium vocavit, quanto magis tantum conventum ethnici populi? minus impii ethnici, minus peccatores, minus hostes Christi quam tunc Iudaei? 

Thi hvis han kaldte de dengang forsamlede jøder "de ugudeliges forsamling", hvor meget mere da ikke en så stor flok af forsamlede hedninger? Er ugudelige hedninger i mindre grad overtrædere, er de i mindre grad Kristi fjender end jøderne var det den gang?


quid, quod et cetera congruunt: nam apud spectacula et in cathedra sedetur et in via statur; vias enim et cardines vocant balteorum per ambitum et discrimina popularium per proclivum; cathedra quoque nominatur ipse in anfractu ad consessum situs.  itaque e contrario "infelix qui in quodcumque concilium impiorum abierit et in quacumque via peccatorum steterit et in quacumque cathedra pestium sederit." 

Også det øvrige passer hertil. Også ved skuespillene står man nemlig på vejen. Thi "veje" kalder man både de store veje, der går rundt om Circus langs med skrankerne, og de skillegange for folket, der skråner nedad. Desuden kaldes selve siddepladerne rundt om for "sæder". Altså er den, som går hen i en hvilken som helst forsamling af ugudelige, langt mere ulykkelig end den, der står på en hvilkensomhelst syndernes vej og som sidder i et hvilket som helst fordærvelsens sæde.


generaliter dictum intellegamus, cum quid aliter, etiam specialiter interpretari capit. nam et specialiter quaedam pronuntiata generaliter sapiunt.  cum deus Israhelitas admonet disciplinae vel obiurgat, utique ad omnes habet; cum Aegypto et Aethiopiae exitium comminatur, utique in omnem gentem peccatricem praeiudicat. sic omnis gens peccatrix Aegyptus et Aethiopia a specie ad genus, quemadmodum etiam omne spectaculum concilium impiorum a genere ad speciem.

Lad os altså forstå det som et almindeligt udsagn, selvom også et og andet måtte tillade en særlig fortolkning. Thi det forholder sig jo også således, at mange specielle udsagn har en almindelig betydning. Når Gud påminder eller straffer israeliterne på livet, så har han helt bestemt alle for øje. Når han truer Ægypten og Ætiopien med undergang, så udtaler han på forhånd en dom over ethvert ugudeligt folk. Således kaldes ethvert ugudeligt folk "Ægypten" eller "Ætiopien", ved at man bruger den særlige betegnelse om det almene. Og ligeså, når han på grund af skuespillenes sammensætning kalder ethvert skuespil "De ugudeliges forsamling", så er det en anvendelse af det almindelige på det særlige.




Tegning , som man har funden i katakomberne i Rom. Mange kristne søgte
 skjul i  katakomberne under kristenforfølgelserne under fx kejser Nero

 
IV.  ne quis argutari nos putet, ad principalem auctoritatem convertar ipsius signaculi nostri. cum aquam ingressi Christianam fidem in legis suae verba profitemur, renuntiasse nos diabolo et pompae et angelis einus ore nostro contestamur.  quid erit summum atque praecipuum, in quo diabolus et pompae et angeli eius censeantur, quam idololatria? ex qua omnis immundus et nequam spiritus ut ita dixerim, quia nec diutius de hoc.  

For at ingen skal mistænke os for spidsfindig bevisførelse vender jeg mig nu til vor oprindelige autoritet, nemlig det at vi en gang blev beseglet som kristne. Når vi stiger ned i vandet og bekender den kristne tro ordret, efter dens rette ordlyd, så bekender vi med munden, at vi forsager djævelen og hans herlighed og hans dæmoner. Og djævelen og hans herlighed og hans dæmoner, hvad må man tro, at det består i, om ikke i afgudsdyrkelsen? Deraf kommer enhver uren og forfængelig ånd - for at udtrykke mig således; jeg vil ellers ikke dvæle mere ved dette.



igitur si ex idololatria universam spectaculorum paraturam constare constiterit, indubitate praeiudicatum erit etiam ad spectacula pertinere renuntiationis nostrae testimonium in lavacro, quae diabolo et pompae et angelis eius sint mancipata, scilicet per idololatrian. 

Dersom det står fast, at skuespillene med hvad der hører med dertil skyldes afgudsdyrkelse alene, så må det utvivlsomt også være meningen, at vores erklæring om det vi forsager også gælder skuespillene, som tjener djævelen og hans herlighed og hans dæmoner, nemlig ved afgudsdyrkelse.


commemorabimus origines singulorum, quibus in cunabulis in saeculo adoleverint exinde titulos, quibus nominibus nuncupentur, exinde apparatus, quibus superstitionibus instruantur, tum loca, quibus praesidibus dicentur, tum artes, quibus auctoribus deputentur. si quid ex his non ad idolum pertinuerit, id neque ad idololatrian neque ad nostram eierationem pertinebit.

Vi skal om lidt tale om dem hver for sig, om deres oprindelse, deres vugge, hvorfra de voksede op ude i verden. Dernæst om deres titler og deres navne. Dernæst om hvad der hører dem til, og de overtroiske ting der er forbundet med dem. Dernæst om de rum der er tilegnet dem, og deres beskyttere. Dernæst, hvad kunsten angår, om hvem der har skrevet om dem. - Dersom der er noget af alt dette, som ikke har med afguderne at skaffe, så har det heller ikke noget at skaffe med afgudsdyrkelse og kan ikke være genstand for vores ubetingede forkastelse. 

 



V.  de originibus quidem ut secretioribus et ignotis penes plures nostrorum altius nec aliunde investigandum fuit quam de instrumentis ethnicalium litterarum.  extant auctores multi, qui super ista re commentarios ediderunt. ab his ludorum origo sic traditur: Lydos ex Asia transvenas in Etruria consedisse Timaeus refert duce Tyrreno, qui fratri suo cesserat regni contentione. igitur in Etruria inter ceteros ritus superstitionum suarum spectacula quoque religionis nomine instituunt. inde Romani arcessitos artifices mutuantur, itemque enuntiationem, ut ludii a Lydis vocarentur.  sed etsi Varro ludios a ludo id est a lusu interpretatur, sicut et Lupercos ludios appellabant, quod ludendo discurrant, tamen eum lusum iuvenum et diebus festis et templis et religionibus reputat.  nihil iam de caussa vocabuli, cum rei caussa idololatria sit. 

Kapitel 5.
Hvad angår skuespillenes oprindelse, så er det noget som mange af os ikke kender til; vi må lede nærmere i de hedenske skrifter. Der er mange forfattere som har skrevet om dette, og de kan fortælle følgende: Timaios siger at Lydierne, der kom fra Asien, havde slået sig ned i Etruria under ledelse af Tyrrhenus, som havde kæmpet med sin broder om kongedømmet, men havde trukket det korteste strå. Disse indførte da i Etruria, blandt andre skikke der hørte til deres overtroiske gudsdyrkelse, også skuespil, i religionens navn. Hos dem lånte romerne kunstnere, som de hentede til Rom, og romerne fulgte også lydierne med hensyn til hvornår legene skulle holdes og hvad de skulle kaldes. Og således gik det til at de blev kaldt "ludi" (lege, skuespil), efter Lyderne. Og selv om Varro mener at ordet ludi kommer af ludo, at lege, på samme måde som man kaldte Lupercerne ludi, fordi man fejrede dem med leg og spring, så regner han dog denne de unge mænds leg til festdagene og templerne og de religiøse ceremonier. Dog, det betyder i grunden ikke noget noget hvad navnet kommer af, men det kommer an på tingen selv - det drejer sig nemlig om afgudsdyrkelse.




 Billedet forestiller nævekæmpere.  Det er især græske vasemalerier fra Oldtiden, som viser
 os, hvordan det gik til, når man mødtes til nævekamp, pankration, mand til mand på stadion.



nam et cum promiscue ludi Liberalia vocarentur, honorem Liberi patris manifeste sonabant. Libero enim a rusticis primo fiebant ob beneficium quod ei adscribunt demonstrata gratia vini.  exinde ludi Consualia dicti, qui initio Neptunum honorabant. eundem enim et Consum vocant. dehinc Ecurria ab equis Marti Romulus dixit; 

Da nemlig skuespil blandt meget andet også kaldes "Liberalia", så tilkendegav allerede navnets klang tydeligvis at man ville ære Fader Liber. Først blev de nemlig forvanskede af bønderne til ære for Liber, på grund af den velgerning de tilskriver ham, nemlig den at have lært vinens liflighed at kende. Dernæst blev de skuespil, som fra først af indstiftedes til ære for Neptun, kaldt "Consualia"; han hed nemlig ogås Consus. Derpå anordnede Romulus Equirierne for Mars.


quamquam et Consualia Romulo defendunt, quod ea Conso dicaverit deo, ut volunt, consilii, eius scilicet, quo tunc Sabinarum virginum rapinam militibus suis in matrimonia excogitavit.  probum plane consilium et nunc quoque inter ipsos Romanos iustum et licitum, ne dixerim penes deum. facit enim et hoc ad originis maculam, ne bonum existimes quod initium a malo accepit, ab impudentia a violentia ab odio, a fratricida institutore, a filio Martis.  
 

Forresten giver man også Romulus æren for Consualierne. Han skal nemlig have tilegnet Consus, efter hvad der siges, guden for rådslagning, dem. Hermed sigtes til den beslutning, han traf, da han en gang udkastede planen om at bortføre de Sabinske jomfruer for at gøre dem til hustruer for hans egne soldater. Åbenbart et hæderligt råd, som også nu til dags gælder som retfærdigt og tilladeligt hos romerne selv, for ikke at sige hos guderne! - Det sætter også en plet på skuespillenes tilblivelse, at man ikke kan regne det for noget godt, som er begyndt med noget ondt, med skamløshed, vold, had, og som blev indstiftet af en brodermorder, som var en søn af Mars. 


et nunc ara Conso illi in circo demersa est ad primas metas sub terra cum inscriptione eiusmodi: CONSUS CONSILIO MARS DUELLO LARES + COILLO POTENTES. sacrificant apud eam nonis Iuliis sacerdotes publici, XII. Kalend. Septembres flamen Quirinalis et virgines.  dehinc idem Romulus Iovi Feretrio ludos instituit in Tarpeio, quos Tarpeios dictos et Capitolinos Piso tradit; post hunc Numa Pompilius Marti et Robigini fecit (nam et robiginis deam finxerunt); dehinc Tullus Hostilius dehinc Ancus Marcius et ceteri. qui quos quem per ordinem et quibus idolis ludos instituerint, positum est apud Suetonium Tranquillum vel a quibus Tranquillus accepit. sed haec satis erunt ad originis de idololatria reatum.

- Tillige er der nu på cirkus, under jorden, ved de første banepæle, udgravet et alter for hin Consus, med følgende indskrift: Consus er mægtig i råd, Mars i kamp, Larerne i hjemmet. - Ved dette alter ofrer statens præster den syvende juli; og den enogtyvende august er det Romulus´ præst og jomfruerne der foretager ofringerne. - Dernæst indstiftede den samme Romulus skuespil for Juppiter Feretrius på Tarpejus. Efter hvad Piso fortæller kaldte man dem de Tarpejiske og de Capitolinske. - Efter ham foranstaltede Numa Pompilius nogle for Mars og Robigo - man havde nemlig også fundet på en gudinde imod kornrust! - Derpå Tullus Hostilius og Ancus Marcius og de øvrige. Hvem de var, og hvor mange der var, den ene efter den anden, og for hvilke afguder de har indstiftet skuespil, det er anført hos Suetonius Tranquillus og hos dem som Tranquillus har fået det fra. Men dette alene ville være nok til at stemple deres oprindelse som afguderisk.

 

 



VI.  accedit ad testimonium antiquitatis subsecuta posteritas formam originis de titulis huius quoque temporis praeferens, per quos signatum est, cui idolo et cui superstitioni utriusque generis ludi notarentur.  Megalenses enim et Apollinares, item Cereales et Neptunales et Latiares et Florales in commune celebrantur, reliqui ludorum de natalibus et sollemnibus regum et publicis prosperitatibus et municipalibus festis superstitionis causas habent.  inter quos etiam privatorum memoriis legatariae editiones parentant, id quoque secundum institutionis antiquitatem. 

Kapitel 6.
Til Oldtidens vidnesbyrd kommer siden beviser fra senere tider. Ja, selv i dag træffer vi på benævnelser, der klart viser, hvordan skuespillene oprindeligt blev til. Megalenserne og Apollinarerne fejres nu som offentlige fester, ligesom Cerealerne og Neptunalerne og Latiarerene og Floralerne. Andre skuespil går tilbage til, at man en gang fejrede kongernes fødselsdage eller hædrede dem på anden vis, eller de skyldes lykkelige begivenheder i staten eller lokale fester, der bunder i dyb overtro. Blandt dem er også de højtideligheder, der foranstaltes til minde om enkelte afdøde for midler, som de afdøde har testamenteret til formålet; sådanne skikke er ældgamle.


nam et a primordio bifariam ludi censebantur, sacri et funebres id est deis nationum et mortuis.  sed de idololatria nihil differt apud nos, sub quo nomine et titulo, dum ad eosdem spiritus perveniat, quibus renuntiamus. licebit mortuis, licebit deis suis faciant, perinde mortuis suis ut diis faciunt; una condicio partis utriusque est, una idololatria, una renuntiatio nostra adversus idololatrian.

Man har også fra de tidligste tider inddelt skuespillene i to grupper: de hellige spil og begravelsesspillene. Med andre ord, skuespil for hedningernes guder og for deres døde. Men hvad angår afgudsdyrkelsen, så er det i grunden os lige meget, hvad den kaldes, for den gælder jo kun de dæmoner, som vi forsager. Lad dem holde fester for deres døde og for deres guder, det er jo alligevel et og det samme. Deres afgudsdyrkelse er en og den samme, ligesom vores forsagelse af afgudsdyrkelsen er 
den samme".


 


VII.  communis igitur origo ludorum utriusque generis, communes et tituli, ut de communibus causis. perinde apparatus communes habeant necesse est de reatu generali idololatriae conditricis suae.  sed circensium paulo pompatior suggestus, quibus proprie hoc nomen: pompa praecedens, quorum sit in semetipsa probans de simulacrorum serie, de imaginum agmine, de curribus, de tensis, de armamaxis, de sedibus, de coronis, de exuviis.  quanta praeterea sacra, quanta sacrificia praecedant, intercedant, succedant, quot collegia, quot sacerdotia, quot officia moveantur, sciunt homines illius urbis, in qua daemoniorum conventus consedit.  

................har de nødvendigvis også fælles udstyr som følge af sit ophavs, afguderiets, altid sig selv lige stand. Dog er den forudgående pragtudfoldelse ved cirkuslegene noget mere glimrende, hvorfor særlig navnet Pomp (pragt) tilkommer dem. Hvad dem angår, tjener som beviser imod dem den lange række af gudebilleder, en hærskare af billedstøtter, vogne for mennesker og guder, lukkede vogne, troner, kranse og festlige dragter. Og forøvrigt, hvor mange hellige ceremonier og offerhandlinger, der går foran eller flettes ind og følger efter, hvor mange civile og præstelige kollegier og tjenestgørende embedsmænd, der sættes i bevægelse, det ved bedst indbyggerne i den by, hvor den samlede skare af dæmoner har opslået sin bolig.


ea si minore cura per provincias pro minoribus viribus administrantur, tamen omnes ubique circenses illuc deputandi, unde et petuntur, inde inquinantur, unde sumuntur. nam et rivulus tenuis ex suo fonte et surculus modicus ex sua fronde qualitatem originis continet.  viderit ambitio sive frugalitas eius, quod deum offendit qualiscumque pompa circi: etsi pauca simulacra circumferat, in uno idololatria est; etsi unam tensam trahat, Iovis tamen plaustrum est; quaevis idololatria sordide instructa vel modice locuples et splendida est censu criminis sui.

Dersom alt dette i provinserne foranstaltes med mindre omhu i forhold til den ringere evne, så kan dog alle cirkusforestillinger, hvor de end finder sted, føres tilbage til den kilde, hvorfra de har deres oprindelse; der hvor de stammer fra, der er de blevet besmittet. Selv den mindste bæk har jo også den beskaffenhed, som hører dens udspring til, selve kilden, og ligeså det spæde skud af en stamme. Glimrende eller tarvelig, det gør hverken fra eller til; thi den pragt, som vi finder i cirkus, krænker Gud, hvordan den end er. Er det end kun nogle få gudebilleder, som bæres omkring, så er afguderiet til stede allerede i et eneste. Om kun en eneste gudevogn føres omkring, så er det dog Jupiters vogn. Et hvilket som helst afguderi, er det end kummerligt udstyret eller kun til måde rigt, er nok, når der spørges til den forbrydelse, det rummer.

 



'Invictus' den uovervindelige (=Solguden)  


VIII.  ut et de locis secundum propositum exequar, circus Soli principaliter consecratur. cuius aedes in medio spatio et effigies de fastigio aedis emicat, quod non putaverunt sub tecto consecrandum quem in aperto habent.  qui spectaculum primum a Circa Soli patri suo, ut volunt, editum affirmant, ab ea et circi appellationem argumentantur. plane venefica eis utique negotium gessit hoc nomine, quorum sacerdos erat, daemoniis et angelis scilicet. quot igitur in habitu loci illius idololatrias recognoscis? 

Kapitel 8.
For efter min plan også at tale om lokalerne, så er Cirkus fortrinsvis helliget Solguden, hvis tempel befinder sig i midtpunktet, og hvis billede lyser fra templets tinde. Man mener nemlig, at det ville være forkert at opstille og tilbede ham under et tag, som man har for sig i fri luft. De, der mener at det første skuespil kan spores tilbage til Kirke
[x], forsikrer, at det blev foranstaltet til ære for hendes fader Solguden. De påstår også, at ordet Circus går tilbage til hende. Og naturligvis har denne giftblanderske under dette navn ordnet denne forretning for dem, hvis præstinde hun var, dæmonerne og de onde engle. Hvor megen afgudsdyrkelse bliver du da ikke vidne til i selve rummets udseende!


[x] Når Tertullian nævner, at ordet circus muligvis er afledt af navnet Kirke, så har det intet på sig. Kirke var en kvinde, der optræder i det Homeriske epos Odysseen, en troldkvinde, der forvandlede Odysseus´ ledsagere til svin, og tilbage til mennesker igen. 

Billedet viser Castor og Pollux, to hedenske guder som Tertullian omtaler. Man opfattede dem som tvillinger, i hvert fald skulle de da have en fælles moder, Leda, medens Tyndareos udlægges som barnefader til Castor (græsk: Kastor ), og selveste Zeus som fader til Pollux (Polydeukes). De gamle myter fortæller at de efter deres død blev sat som strålende stjerner på himlen, hvor vi den dag i dag kan se dem i stjernebilledet Tvillingerne.


singula ornamenta circi singula templa sunt. ova honori Castorum adscribunt qui illos ovo editos credendo de cygno Iove non erubescunt. delphines Neptuno vomunt, columnae Sessias a sementationibus, Messias a messibus, Tutulinas a tutela fructuum sustinent;  ante eas tres arae trinis deis parent, Magnis Potentibus Valentibus. eosdem Samothracas existimant. 


Hvert enkelt ornament på Cirkus er et tempel for sig. Æggene er en æresbevisning, tilegnet Castor og Pollux, idet man på uanstændig vis forestillede sig, at de var kommet ud af et æg, der var lagt af Jupiter i skikkelse af en svane! Søjlerne udspyr delfiner til ære for Neptun og bærer sesier (et ord, der kommer af det at så), messiere (af det at høste) og tutuliner ([x] af det at beskytte afgrøden). Foran dem ser man tre altre for de tre guddomme, store, mægtige og vældige. Man tror, at de er kommet fra Samothrake,

[x] Tutullinae, kvindelige halvguder, der tænktes at bistå landbrugerne med at få høsten i hus.


obelisci enormitas, ut Hermateles affirmat, Soli prostituta. scriptura eius unde eius et census: de Aegypto superstitio est. frigebat daemonum concilium sine sua Matre Magna; ea itaque illic praesidet euripo. 

Den kolossale obelisk er, efter hvad Hermateles påstår, opstillet til ære for Solguden. Dens indskrift indeholder ægyptisk overtro, og den er også kommet derfra. Dog, dæmonernes forsamling ville mangle det rette liv, hvis Den Store Moder ikke var der, så hun er der også og fører forsædet over kanalen.


         
       
Obelisken på Piazzo del Popolo i Rom. Obelisken er omgivet af 4 løver i ægyptisk stil og 24 m høj.  ( Se nærbillede her.) Den er dermed mindre end den 32 m høje obelisk på Piazza San Giovanni foran Lateran-kirken.  

Obelisken blev påbegyndt af farao Sethos I og gjort færdig under sønnen Ramses II og opstillet i Heliopolis i Ægypten ca 1200 før Kr.  Augustus lod den ca 10 før Kr. føre til Rom og opstille på spina i Circus Maximus, hvor den stod indtil en gang i den tidlige middelalder, hvor den på et eller andet tidspunkt er væltet og blevet dækket af jord og affald. Den blev genopdaget 1471, og pave Sixtus V lod den 1589 opstille på det nuværende sted.  (Henvisning.)

[Spina (latin: ryg, rygrad)  var betegnelsen for en lav mur, som delte amphiteatret i 2 dele. ]


Consus, ut diximus, apud metas sub terra delitescit Murcias. eas quoque idolum fecit: Murciam enim deam amoris volunt, cui in illa parte aedem voverunt.  

Consus holder sig som sagt skjult i jorden ved Venus Murcias pæle på rendebanen. Også heraf har man gjort sig en afgud, Murcia [x] vil de nemlig have til en kærlighedsgudinde, og for hende har man på dette sted indrettet et tempel. 

[x] Venus Murcia: Venus er den romerske gudinde for kærlighed, eller erotik. Navnet Murcia er tolket forskelligt - enten som et tilnavn til Venus (i så fald forstås det som "den myrtebærende"), eller som navnet på en ellers glemt romer, der ejede et grundstykke, en dal (vallis), hvor senere Colosseum blev bygget. Der er endda endnu flere forklaringsforsøg. - Consus var navnet på en romersk guddom, der havde et underjordisk alter under Circus Maximus, under de sydligste "målstolper" (metae).



animadverte, Christiane, quot nomina inmunda possederint circum. aliena est tibi regio, quam tot diaboli spiritus occupaverunt. de locis quidem locus est retractandi ad praeveniendam quorundam interrogationem.  

O du kristne, betænk hvor mange urene navne, der har taget Cirkus i besiddelse! Fremmed er for dig en religion, som så mange djævelske ånder har bemægtiget sig. Men hvad stedet angår, så er det her stedet at tale mere indgående om dette for at fordømme visse personers antydninger.


quid enim, inquis, si alio in tempore circum adiero, periclitabor de inquinamento? nulla est praescriptio de locis. nam non sola ista conciliabula spectaculorum, sed etiam templa ipsa sine periculo disciplinae adire servus dei potest urguente causa simplici dumtaxat, quae non pertineat ad proprium eius loci negotium vel officium.  

Hvorledes forholder det sig da, siger du, hvis jeg går ind i Cirkus på et andet tidspunkt, vil jeg så også være udsat for smitte? – Der givet intet ubetinget forbud hvad stedet angår. Thi ikke alene disse skuepladser, men selv templerne kan en Guds tjener besøge uden fare for sit kristenliv, hvis han da drives derhen af en tvingende grund, som ikke har noget med stedets særlige formål og tjenester at gøre. – 


ceterum et plateae et forum et balneae et stabula et ipsae domus nostrae sine idolis omnino non sunt: totum saeculum satanas et angeli eius repleverunt.  non tamen quod in saeculo sumus, a deo excidimus, sed si quid de saeculi criminibus attigerimus. proinde si Capitolium, si Serapeum sacrificator vel adorator intravero, a deo excidam, quemadmodum circum vel theatrum spectator. loca nos non contaminant per se, sed quae in locis fiunt, a quibus et ipsa loca contaminari altercati sumus: de contaminatis contaminamur.  propterea autem commemoramus, quibus eiusmodi loca dicentur ut eorum demonstremus esse quae in iis locis fiunt, quibus ipsa loca dicantur.

For øvrigt er hverken gader eller torve eller badehuse eller stalde eller endog vore huse helt fri for afguder. Satan og hans dæmoner  har opfyldt hele verden. Dog er vi ikke faldet fra Gud, fordi vi er i verden, men nok dersom vi befatter os med noget af verdens synd. Altså, dersom jeg betræder Capitolium eller Serapæum for at tilbede, så falder jeg fra Gud, og det gør jeg også, når jeg går ind i Cirkus eller teatret som tilskuer. Stedet i sig selv besmitter os ikke, men det som foregår på stedet gør det, og heraf kommer det, at selve stedet besmittes, som vi før søgte at vise. Vi besmittes altså af det besmittede. Men når vi taler om hvem den slags steder er helligede, så der det for at vise, at det som foregår der hører dem til, som stederne er indviet til.




IX.  nunc de artificio quo circenses exhibentur. res equestris retro simplex: de dorso agebatur, et utique communis usus reus non erat. sed cum ad ludos coactus est, transiit a dei munere ad daemoniorum officia.  itaque Castori et Polluci deputatur haec species, quibus equos a Mercurio distributos Stesichorus docet. sed et Neptunus equestris est, quem Graeci "ippion" appellant.  de iugo vero Iovi, quadrigas Soli, bigas Lunae sanxerunt. sed et primus Erichthonius currus et quattuor ausus iungere equos rapidusque rotis insistere victor.

Kapitel 9.
Nu et ord om de kunster man ser i cirkus. Tidligere foregik rytteropvisningerne ganske enkelt, rytterne red ganske almindeligt på hesteryg, og ingen gjorde sig skyldig i noget forkert. Men da disse kunster blev en del af cirkuslegene, gik de over fra at være en gave fra Gud til at blive en tjeneste for afguderne, og disse optrin blev nu regnet Castor og Pollux til ære. Stesischoros har også fortalt, hvordan disse to fik hestene til gave af Mercur. Men Neptun er også en hestegud, og græskerne kalder ham som bekendt "Hippios". Og man indviede hesteforspandene til afguderne - et forspand på fire blev viet til Solen, og et forspand på to til Månen. Men "Erichthonios var den første, som vovede at spænde fire heste for karmen og stå dér i rivende fart som sejrherre" ( Vergilius,Georgica, Tredje Sang, Vers 113). 



Erichthonius, Minervae et Vulcani filius, et quidem de caduca in terram libidine, portentum est daemonicum, immo diabolus ipse, non coluber.  si vero Trochilus Argivus auctor est currus, primae Iunoni id opus suum dedicavit. si Romae Romulus quadrigam primus ostendit, puto et ipse inter idola conscriptus est, si idem est Quirinus.  

Erichthonios var søn af Minerva og Vulcan, han var så at sige frugten af den sæd, der faldt på jorden, og dermed blev blev han selv til et djævelsk uhyre, eller snarere til djævelen selv, men dog ikke nogen slange. Men hvis det var argiveren Trochilos, der opfandt vognen, så var det også ham, der først tilegnede Juno dette sit værk. - Hvis virkelig Romulus var den første, der viste sig i Rom med et firspand, da skulle jeg mene, at også han blev regnet blandt afguderne, for så vidt som han er den samme som Quirinus.



talibus auctoribus quadrigae productae merito et aurigas coloribus idololatriae vestierunt. namque initio duo soli fuerunt, albus et russeus. albus hiemi ob nives candidas, russeus aestati ob solis ruborem voti erant.  sed postea tam voluptate quam superstitione provecta russeum alii Marti, alii album Zephyris consecraverunt, prasinum vero Terrae matri vel verno, venetum Caelo et Mari vel autumno.  cum autem omnis species idololatriae damnata sit a deo, utique etiam illa damnatur, quae elementis mundialibus profanatur.

Firspandet, der blev taget i brug af disse opfindere, har - rimelig nok - haft til følge at også kuskene blev klædt i afgudernes farver. Ellers brugte man fra først af kun to farver, hvid og rød. Den hvide blev indviet til vinteren, fordi sneen er hvid, den røde blev viet til sommeren, på grund af solens røde skin. Men senere, da såvel nydelsessygen som overtroen var taget til, helligede nogle de røde til Mars, andre de hvide til Zephyrerne, den grønnne derimod til Moder Jord eller Våren, og den blå til himmelen og havet, eller høsten. Men da Gud har fordømt al slags afgudsdyrkelse, så fordømmer han selvfølgelig også den, der bringes som et offer til Universets elementer.






X.  transeamus ad scaenicas res, quarum et originem communem et titulos pares secundum ipsam ab initio ludorum appellationem et administrationem coniunctam cum re equestri iam ostendimus.  apparatus etiam ex ea parte consortes, qua ad scaenam a templis et aris et illa infelicitate turis et sanguinis inter tibias et tubas itur duobus inquinatissimis arbitris funerum et sacrorum, dissignatore et haruspice.  ita cum de originibus ludorum ad circenses transiimus, inde nunc ad scaenicos ludos dirigemus a loci vitio. theatrum proprie sacrarium Veneris est. hoc denique modo id genus operis in saeculo evasit.  nam saepe censores nascentia cum maxime theatra destruebant moribus consulentes, quorum scilicet periculum ingens de lascivia providebant, ut iam hinc ethnicis in testimonium cedat sententia ipsorum nobiscum faciens et nobis in exaggerationem disciplinae etiam humana praerogativa. 

Kapitel 10.
Lad os nu gå over til de sceniske fremstillinger, der som sagt har samme oprindelse og et lignende navn, idet nemlig den samme benævnelse, ludi, fra først af blev brugt om dem, og ved opførelsen var der både heste og vogne med. Også det ydre udstyr var af samme slags, hvad selve scenen angik. Man vandrede nemlig fra templer og altre med deres ulyksalige røgelse og blod, under fløjters og trompeters lyd, og under ledelse af de to mest urene personer, nemlig ordenstilsynsmanden og sandsigeren, der er virksomme både ved begravelser og hellige handlinger. Ligesom vi altså fra skuespillenes oprindelse går over til cirkusforestillingerne, således vil vi nu lede tankerne hen på de sceniske forestillinger. Vi vil gå ud fra stedets onde beskaffenhed; for teatret er fra først af en helligdom for Venus. Det var i det hele taget kun på denne måde at disse foretagender kunne slå rod. Censorerne plejede nemlig ellers ofte at lukke teatrene, som disse dengang var, for at værne om sædeligheden. De forudså nemlig at tøjlesløshed kunne blive en uberegnelig fare for denne. Således forstår man at hedningernes egen mening er den samme som vor, og afgiver et vidnesbyrd i samme retning. Selv den blot menneskelige ærbarhed bestyrker på forhånd vores moralske opfattelse.



itaque Pompeius Magnus solo theatro suo minor cum illam arcem omnium turpitudinum extruxisset, veritus quandoque memoriae suae censoriam animadversionem Veneris aedem superposuit et ad dedicationem edicto populum vocans non theatrum, sed Veneris templum nuncupavit, cui subiecimus, inquit, gradus spectaculorum.  ita damnatum et damnandum opus templi titulo praetexuit et disciplinam superstitione delusit. sed Veneri et Libero convenit. duo ista daemonia conspirata et coniurata inter se sunt ebrietatis et libidinis.  itaque theatrum Veneris Liberi quoque domus est. nam et alios ludos scaenicos Liberalia proprie vocabant, praeterquam Libero devotos, quae sunt Dionysia penes Graecos, etiam a Libero institutos.  et est plane in artibus quoque scaenicis Liberi et Veneris patrocinium. quae privata et propria sunt scaenae, de gestu et corporis flexu mollitiam Veneri et Libero immolant, illi per sexum, illi per luxum dissolutis.  quae vero voce et modis et organis et litteris transiguntur, Apollines et Musas et Minervas et Mercurios mancipes habent. Oderis, Christiane, quorum auctores non potes non odisse.

Og da derfor Pompeius den Store, der kun var mindre end hans eget teater, havde opført denne faste borg som tilholdssted for al skændsel, satte han - af frygt for at censorerene en skønne dag skulle skænde hans minde - et tempel for Venus ovenover, og kaldte det i et edikt, hvormed han indbød folket til indvielsen, ikke et teater, men et tempel for Venus - "hvorunder vi har anbragt teaterbænkene", som han udtrykte sig. Således har han tilsløret dette fordømte og fordømmelsesværdige værk med betegnelsen "tempel", og holdt den offentlige anstændighed for nar ved hjælp af en overtroisk kult. Men Venus og Liber hører sammen. Disse to dæmoner, som har sluttet pagt og forbund med hinanden, er guder for drukkenskab og vellyst. Følgelig er teatret for Venus også en bolig for Liber. - Der fandtes også andre skuespil der var særlig helliget Liber, de såkaldte Liberalia, der svarer til grækernes Dionysier og er indstiftede af Liber. Og åbenbart er der også i de sceniske kunster noget som antyder at Liber og Venus var skytsguder for disse kunster. Thi hvad der særlig hører scenen til, nemlig blødagtighed i gebærder og bevægelser, det ofrer man til Venus og Liber, som begge er kraftesløse, den ene på grund af sit køn, den anden på grund af sin tøjlesløshed. Men det som præsteres ved stemmen, ved melodier og blæsere og strengeinstrumenter, det står under ledelse af Apollo, Muserne, Minerva og Mercur. O du kristne, du skal afsky en ting, hvis den, der står bag, er én, du også må afsky.


iam nunc volumus suggerere de artibus et de his, quorum auctores in nominibus exsecramur. scimus nihil esse nomina mortuorum, sicut nec ipsa simulacra eorum; sed non ignoramus, qui sub istis nominibus et institutis simulacris operentur et gaudeant et divinitatem mentiantur, nequam spiritus scilicet, daemones.  videmus igitur etiam artes eorum honoribus dicatas esse, qui nomina incolunt auctorum earum, nec ab idololatria vacare, quarum institutores etiam propterea dei habentur.  immo quod ad artes pertinet, altius praescripsisse debemus, daemonas ab initio prospicientes sibi inter cetera idololatriae etiam spectaculorum inquinamenta, quibus hominem a domino avocarent et suo honori obligarent, eiusmodi quoque artium ingenia inspirasse.  neque enim ab aliis procuratum fuisset quod ad illos perventurum esset nec per alios tunc homines edidissent quam per ipsos, in quorum nominibus et imaginibus et historiis fallaciam consecrationis sibi negotium acturae constituerunt. ut ordo peragatur, ineamus etiam agonum retractatum.





XI.  origo istis de ludorum propinquitate est. inde et ipsi sacri vel funebres instituti aut deis nationum aut mortuis fiunt. perinde tituli: Olympia Iovi, quae sunt Romae Capitolina, item Herculi Nemea, Neptuno Isthmia, ceteri mortuorum varii agones.  quid ergo mirum, si vel apparatus agonum idololatria conspurcat de coronis profanis, de sacerdotalibus praesidibus, de collegiariis ministris, de ipso postremo boum sanguine?  

Kapitel 11.
For nu at gå frem i sammenhæng vil vi også anstille en betragtning over væddekampene. Med hensyn til oprindelse er de nært beslægtede med egentlige skuespil. Således er de også enten religiøse, eller holdes i anledning af en begravelse, og de holdes enten til ære for de hedenske guder eller for de afdøde. Heraf kommer deres navne: De Olympiske - i Rom de Capitolinske - for Jupiter, ligesom de Nemæiske, for Hercules, og de Isthmiske, for Neptun. De øvrige kamplege er for de afdøde. Hvad mærkeligt da om afguderiet besmitter væddekampenes udstyr med deres vanhellige kranse, med de præster, der fører forsædet, med de tjenende broderskaber, og endelig med oksernes blod?


ut de loco suppleam et de loco communi, pro collegio artium Musicarum et Minervalium et Apollinarium, etiam Martialium, per duellum, per tubam in stadio circum aemulantur, quod utique templum est et ipsum eius idoli, cuius sollemnitates agit.  sed et gymnicas artes Castorum et Herculum et Mercuriorum disciplinae prodiderunt.

For at give fuld besked angående stedet - som følge af forbindelsen mellem Musernes, Minervas og Apollons, ja endog Mars´ kunster er det jo fælles - så efterligner man på rendebanen cirkus, med tvekampene og trompeternes blæsen. Så er det da naturligvis selv et tempel, et tempel for den afgud hvis højtid fejres. - Også de gymnastiske øvelser har deres oprindelse i dyrkelsen af Castor og Pollux og Hercules og Mercur.

 



XII.  superest illius insignissimi spectaculi ac receptissimi recognitio. munus dictum est ab officio, quoniam officium etiam muneris nomen est. officium autem mortuis hoc spectaculo facere se veteres arbitrabantur, posteaquam illud humaniore atrocitate temperaverunt.  nam olim, quoniam animas defunctorum humano sanguine propitiari creditum erat, captivos vel mali status servos mercati in exequiis immolabant.  postea placuit impietatem voluptate adumbrare. itaque quos paraverant, armis quibus tunc et qualiter poterant eruditos, tantum ut occidi discerent, mox edicto die inferiarum apud tumulos erogabant. ita mortem homicidiis consolabantur.  

Kapitel 12.
Det står nu tilbage at betragte det prægtigste og mest yndede skuespil. "Ydelse" er det blevet kaldt, på grund af den tjeneste, der forrettes, efter som "tjeneste" - også er et andet navn på "ydelse". Og de gamle troede, at de gjorde de døde en tjeneste ved dette skuespil, efter at de havde mildnet det med en mere menneskelig grusomhed. Thi førhen købte og slagtede man fanger eller vrangvillige slaver i forbindelse med ligbegængelserne, fordi man mente, at man kunne forsone de afdødes ånder ved menneskeblod. - Senere fandt man for godt at tilsløre denne skændsel ved at lave den om til en forlystelse. Således blev de folk, som man havde skaffet til veje, og som man havde ladet undervise i våbenbrug, så godt det nu lod sig gøre, men kun for at de skulle lære at lade sig dræbe - de blev straks derpå ofrede på gravhøjene på den dag, der var bestemt til dødningeofferet. Således trøstede man sig over døden ved mord.


haec muneri origo. sed panlatim provecti ad tantam gratiam, ad quantam et crudelitatem, quia ferarum voluptati satis non fiebat nisi et feris humana corpora dissiparentur. 

Dette er oprindelsen til denne ydelse; men lidt efter lidt blev legene både mere udspekulerede og mere grusomme. Disse vilde dyrs vellyst var nemlig ikke tilfredsstillet ,førend de menneskelige legemer også blev sønderrevet af vilde dyr.


quod ergo mortuis litabatur, utique parentationi deputabatur; quae species proinde idololatria est, quoniam et idololatria parentationis est species: tam haec quam illa mortuis ministrat.  in mortuorum autem idolis daemonia consistunt.

Hvad der således blev ofret til de døde, blev naturligvis betragtet som en tjeneste, man gjorde dem, og derfor er dette en afgudsdyrkelse, eftersom også afgudsdyrkelsen er en art tjeneste for de døde. Den ene udføres jo ligesom den anden for de døde. Men dæmonerne har deres boliger i de afdødes skytsånder.


ut et titulos considerem, licet transierit hoc genus editionis ab honoribus mortuorum ad honores viventium, quaesturas dico et magistratus et flaminia et sacerdotia, cum tamen nominis dignitas idololatriae crimine teneatur, necesse est quicquid dignitatis nomine administratur communicet etiam maculas eius, a qua habet causas.  idem de apparatibus interpretabimur in ipsorum honorum suggestu deputandis, quod purpurae, quod fasces, quod vittae, quod coronae, quod denique contiones et edicta et pultes pridianae sine pompa diaboli, sine invitatione daemonum non sunt. 

Lad os nu også se nærmere på titlerne. Disse foranstaltninger er ganske vist gået over fra en æresbevisning mod de afdøde til et æreshverv for de levende - jeg tænker her på embederne som quaestor og magistrat og alle slags præsteembeder - så må man dog, fordi navnets værdighed er nøje knyttet til afguderiets forbryderiskhed, nødvendigvis lade det, der besørges under navn af værdighed, smittes af de pletter som klæber ved deres årsag. På samme måde må vi også forstå udstyret, der må regnes for at høre med til de samme æresbevisninger. Disse purpurdragter, bånd, pandebind, kranse, og endelig også taler og edikter og frådseri dagen før, kan nemlig ikke finde sted uden djævelens pomp og påkaldelse af dæmonerne. 


quid ergo de horrendo loco perorem, quem nec periuria sustinent? pluribus enim et asperioribus nominibus amphitheatrum consecratur quam Capitolium: omnium daemonum templum est. tot illic immundi spiritus considunt, quot homines capit. ut et de artibus concludam, Martem et Dianam utriusque ludi praesides novimus.

Hvorfor skulle jeg tale indgående om stedets afskyelighed, som ikke engang mén-edere kan udholde? Thi amfiteatret er helliget flere og værre guddomme end Capitolium; det er et tempel for alle dæmoner.  Lige så mange urene ånder, som det rummer mennesker, har deres bolig der.
For til sidst at nævne kunstpræstationerne, så ved vi jo også, at Mars og Diana fører forsædet ved begge slags skuespil.

 


XIII.  satis, opinor, implevimus ordinem, quot et quibus modis spectacula idololatrian committant, de originibus, de titulis, de apparatibus, de locis, de artificiis, quo certi simus nulla ex parte competere nobis ea, qui bis idolis renuntiamus.  non quod idolum sit aliquid, ut apostolus ait, sed quoniam quae faciunt daemoniis faciunt consistentibus scilicet in consecrationibus idolorum, sive mortuorum sive, ut putant, deorum.  propterea igitur, quoniam utraque species idolorum condicionis unius est, dum mortui et dei unum sunt, utraque idololatria abstinemus.  nec minus templa quam monumenta despuimus, neutram aram novimus, neutram effigiem adoramus, non sacrificamus, non parentamus. sed neque de sacrificio et parentato edimus, quia non possumus cenam dei edere et cenam daemoniorum.  si ergo gulam et ventrem ab inquinamentis liberamus, quanto magis augustiora nostra, et aures et oculos, ab idolothytis et necrothytis voluptatibus abstinemus, quae non intestinis transiguntur, sed in ipso spiritu et anima digeruntur, quorum munditia magis ad deum pertinet quam intestinorum.

Kapitel 13.
Vi har nu, skulle jeg tro, trin for trin, tilstrækkelig grundigt beskrevet, på hvor mange og på hvilke måder skuespil er skyld i afguderi, ved deres oprindelse, benævnelse, udstyr, stedforhold og kunstudøvelse. Og vi er derved kommet på det rene med, at det på ingen måde sømmer sig for os at have med dem at gøre, vi, som to gange har afsvoret afguderne. Ikke fordi en afgud er noget, som Apostelen siger, men fordi det de gør, det gør de for dæmonerne, som nemlig er til stede ved indvielsen af afgudsbillederne, hvad enten de nu er afdøde eller - som man tror - guder. Derfor altså, fordi det forholder sig med begge slags afguder på en og samme måde, idet de afdøde og guderne er et og det samme, så afholder vi os fra begge slags afguderi og foragter såvel monumenter som templer. Vi har intet at gøre med hverken den ene eller den anden slags altre, vi tilbeder hverken den ene eller den anden slags billeder, vi ofrer ikke, holder ingen fest for de afdøde, eftersom vi ikke kan spise Guds måltid samtidig med, at vi spiser dæmonernes. Dersom vi altså holder munden og maven fri for det urene, hvor meget mere må vi da ikke afholde vore ædlere dele, øjne og øren, fra sådanne nydelser, som består i et offer til afguder eller afdøde, og som ikke optages i indvoldene, men gennemsyrer selve ånden og sjælen, hvis renhed det overfor Gud kommer meget mere an på end indvoldenes.


 


XIV.  nunc interposito nomine idololatriae, quod solum subiectum sufficere debet ad abdicationem spectaculorum, alia iam ratione tractemus ex abundanti, propter eos maxime qui sibi blandiuntur quod non nominatim abstinentia ista praescripta sit.  quasi parum etiam de spectaculis pronuntietur, cum concupiscentiae saeculi damnantur. nam sicut pecuniae vel dignitatis vel gulae vel libidinis vel gloriae, ita et voluptatis concupiscentia est; species autem voluptatis etiam spectacula.  opinor, generaliter nominatae concupiscentiae continent in se et voluptates, aeque generaliter intellectae voluptates specialiter et in spectacula disseruntur.

Efter at vi således har understreget ordet afgudsdyrkelse - og ordet alene burde være nok til at forsage alle skuespil - så lad os nu til overflod se på sagen fra et andet synspunkt, især med henblik på dem, der undskylder sig med, at afholdenhed fra skuespil ikke er udtrykkelig foreskrevet; som om der ikke var sagt (nok) om skuespillene, når verdens begærlighed fordømmes! Thi ligesom der gives en begærlighed efter penge og ære, en mavens vellyst og et forfængelighedens begær, således gives der også en begærlighed efter forlystelse. Men skuespillene er også en form for forlystelse. Jeg skulle tro, at når der tales om begær i almindelighed, så rummer dette også begrebet forlystelser. Og på samme måde gælder det, at begrebet fornøjelser, forstået i almindelighed, gælder også særlig skuespil.



XV.  ceterum rettulimus supra de locorum condicione, quod non per semetipsa nos inquinent, sed per ea quae illic geruntur, per quae, simul inquinamentum combiberunt, tunc etiam in alteros respuunt. viderit ergo, ut diximus, principalis titulus, idololatria; reliquas ipsarum rerum qualitates contrarias dei omnes feramus.  deus praecepit spiritum sanctum, utpote pro naturae suae bono tenerum et delicatum, tranquillitate et lenitate et quiete et pace tractare, non furore, non bile, non ira, non dolore inquietare.  huic quomodo cum spectaculis poterit convenire? omne enim spectaculum sine concussione spiritus non est. ubi enim voluptas, ibi et studium, per quod scilicet voluptas sapit; ubi studium, ibi et aemulatio, per quam studium sapit.  porro et ubi aemulatio, ibi et furor et bilis et ira et dolor et cetera ex his, quae cum his non conpetunt disciplinae. 

Kapitel 15.
For øvrigt har vi jo angående selve stedet tidligere talt om, at det ikke er det, der i og for sig besmitter os, men det er det, der foregår der, og som, så snart det har mættet sig med urenhed, udspyr denne urenhed ud over andre. Det får da, som sagt, være nok med det første hovedpunkt, afgudsdyrkelsen. Lad os nu sammenholde de øvrige egenskaber med de ting, som sker der, med Guds. - Gud har befalet os at omgås den Helligånd, som efter sin ædle natur er sart og ømfindtlig, stille og mildt, i ro og fred, ikke at forstyrre Ham med raseri, forbitrelse, vrede og fortrydelse. Hvorledes skal det da kunne forliges med skuespil? Thi intet skuespil går jo for sig uden sindsophidselser. Thi hvor der er nydelse, der er også begærlighed efter nydelsen, og netop deraf kommer det jo at nydelsen smager. Og hvor der er begærlighed, der er også kappestrid, hvorved netop begærligheden smager. Og fremdelses: Hvor der er kappestrid, der er der også raseri og forbitrelse, vrede og fortrydelse og alle andre følger af disse ting, som altsammen ikke kan forliges med kristenlivet. 


nam et si qui modeste et probe spectaculis fruitur pro dignitatis vel aetatis vel etiam naturae suae condicione, non tamen immobilis animi est et sine tacita spiritus passione.  nemo ad voluptatem venit sine affectu, nemo affectum sine casibus suis patitur. ipsi casus incitamenta sunt affectus. ceterum si cessat affectus, nulla est voluptas, et est reus iam ille vanitatis eo conveniens, ubi nihil consequitur.  puto autem etiam vanitas extranea est nobis. quid quod et ipse se iudicat inter eos positus, quorum se similem nolens utique detestatorem confitetur?  nobis satis non est, si ipsi nihil tale facimus, nisi et talia factitantibus non conferamur. "si furem" inquit "videbas, concurrebas cum eo." utinam ne in saeculo quidem simul cum illis moraremur! sed tamen in saecularibus separamur, quia saeculum dei est, saecularia autem diaboli.


Thi om end en og anden, ifølge beskaffenheden af hans værdighed, alder eller natur, kan nyde skuespillene med mådehold og anstand, så er heller ikke han helt fri for sindsbevægelser og hemmelige lidenskaber i sjælen. Ingen hengiver sig til en nydelse uden lidenskab, ingen er underkastet en lidenskab uden en særlig anledning. Det er jo netop anledningen som fremkalder lidenskab. Men hvis lidenskaben ophører, så er der ingen fornøjelse, og det er da rent ud tåbeligt at deltage i en sammenkomst, hvor intet opnås. Men jeg skulle da mene, at vi skal holde os borte fra alt, hvad der er tåbeligt. Og hvad skal man sige om det, at en sådan person fælder dommen over sig selv, idet han sætter sig blandt dem, hvis lige han ikke ønsker at være, ja som han erklærer, at han afskyr? - For os er det ikke nok, at vi selv ikke gør den slags. Vi må ikke engang have samkvem med dem, som gør det. "Da du så en tyv - hedder det - så løb du afsted sammen med ham." Gid vi ikke behøvede at være sammen med dem i denne verden! - Dog adskiller vi os fra dem i de ting, der hører verden til, efter som verden er Guds, medens de ting, der hører verden til er djævelens.

 

 



XVI.  cum ergo furor interdicitur nobis, ab omni spectaculo auferimur, etiam a circo, ubi proprie furor praesidet. aspice populum ad id spectaculum iam cum furore venientem, iam tumultuosum, iam caecum, iam de sponsionibus concitatum.  tardus est illi praetor, semper oculi in urna eius cum sortibus volutantur. dehinc ad signum anxii pendent, unius dementiae una vox est.  cognosce dementiam de vanitate: "misit", dicunt et nuntiant invicem quod simul ab omnibus visum est. teneo testimonium caecitatis: non vident missum quid sit; mappam putant, sed est diaboli ab alto praecipitati figura.  

Kapitel 16.
Eftersom altså lidenskab er os forbudt, så skal vi af den grund holde os borte fra alle skuespil og fra Cirkus, hvor lidenskaberne for alvor hersker. Læg mærke til publikum, når det begiver sig til skuespillet er det allerede på forhånd ophidset og blindt og rasende på grund af de væddemål der er indgået. De synes at prætoren er for længe om det, deres blik er rettet mod urnerne hvor lodderne er gemt. Så venter man spændt på signalet, man hører kun et og samme vilde råb. Man kan mærke vildskaben på de intetsigende ord, som hoben hyler - ”Han har kastet!”, siger man, og fortæller således hinanden det, som alligevel alle lige har set. Jeg tager det som bevis på blindhed. Man ser nemlig ikke, hvad der var der blev kastet. Man tror det er et lommetørklæde, men det er et billede af djævelen, nedstyrtet fra det høje.



ex eo itaque itur in furias et animos et discordias et quicquid non licet sacerdotibus pacis. inde maledicta, convicia sine iustitia odii, etiam suffragia sine merito amoris.  quid enim suum consecuturi sunt, qui illic agunt, qui sui non sunt? nisi forte hoc solum, per quod sui non sunt: de aliena infelicitate contristantur, de aliena felicitate laetantur. 

Herefter hengiver man sig til stærke sindsbevægelser og skænderier og andre forbandelser, der ikke er fredens præster tilladt. Heraf følger ukvemsord og klammeri, uden at der ligger noget had til grund der kunne retfærdiggøre det, lige som man tiljubler aktørerne uden at man egentlig bryder sig om dem. Ja, hvad vil de opnå, de der optræder der, andet end det alene, der netop gør, at de ikke ejer sig selv? De sørger over andres ulykke og glæder sig over andres lykke.


quicquid optant, quicquid abominantur, extraneum ab iis est; ita et amor apud illos otiosus et odium iniustum.  an forsitan sine causa amare liceat quam sine causa odisse? deus certe etiam cum causa prohibet odisse, qui inimicos diligi iubet; deus etiam cum causa maledicere non sinit, qui maledicentes benedici praecipit.  sed circo quid amarius, ubi ne principibus quidem aut civibus suis parcunt? si quid horum, quibus circus furit, alicubi conpetit sanctis, etiam in circo licebit, si vero nusquam, ideo nec in circo.


Hvad de ønsker eller ikke ønsker er noget for dem selv fremmed. Således er også deres forkærlighed intetsigende og deres uvilje ubegrundet. Men skulle det måske være tilladt at nære forkærlighed uden grund, og at hade uden grund? Gud forbyder os at hade, selv om vi har grund til det, Han befalet at vi skal elske vore fjender. Gud tillader ikke engang at forbande nogen af nogen grund, han befaler at vi skal velsigne dem, der forbander os. Men hvor finder man mere vildskab end i Circus, hvor man ikke engang skåner sine fyrster eller sine medborgere? Dersom noget af det, der har fyldt Circus med raseri, overhovedet nogetsteds sømmer sig for  hellige, så er det også tilladt i Circus. Men sømmer det ikke nogetsteds, da sømmer det sig heller ikke i Circus.





XVII.  similiter impudicitiam omnem amoliri iubemur. hoc igitur modo etiam a theatro separamur, quod est privatum consistorium impudicitiae, ubi nihil probatur quam quod alibi non probatur.  ita summa gratia eius de spurcitia plurimum concinnata est, quam Atellanus gesticulatur, quam mimus etiam per muliebres repraesentat, sensum sexus et pudoris exterminans, ut facilius domi quam scaenae erubescant, quam denique pantomimus a pueritia patitur ex corpore, ut artifex esse possit.  

Kapitel 17.
Er det os ikke også befalet at bortskaffe al skamløshed? Også her har vi altså et forbud mod alt teater, som jo ret beset er skamløshedens sæde, hvor intet vinder bifald uden det, som ikke vinder bifald andetsteds. Således består dets største tiltrækningskraft mest i det, der er urent, den slags som attelan-spilleren udtrykker i sine gestikulationer, og den mimiske skuespiller endog fremstiller i kvindeklæder, hvorved han driver det blufærdige køn bort, så det hellere bliver hjemme og rødmer end gør det i teatret, og den slags, som pantomime-skuespilleren fra barndommen af underkaster sit legeme for at uddanne sig til kunstner. 


ipsa etiam prostibula, publicae libidinis hostiae, in scaena proferuntur, plus miserae in praesentia feminarum, quibus solis latebant, perque omnis aetatis, omnis dignitatis ora transducuntur; locus, stipes, elogium, etiam quibus opus non est, praedicatur, etiam (taceo de reliquis) quae in tenebris et in speluncis suis delitescere decebat, ne diem contaminarent.  erubescat senatus, erubescant ordines omnes! ipsae illae pudoris sui interemptrices de gestibus suis ad lucem et populum expavescentes semel anno erubescunt. 

Ja, endog horerne, den offentlige vellysts ofre, bringes frem på scenen til så meget større fornedrelse for kvinden, for hvem de før var skjulte og nu lader sig se af folk af alle aldre og af enhver stand. Deres opholdssted og pris og fortræffelige egenskaber udråbes endog for dem, som ikke behøvede at vide det. Jeg vil ikke tale om resten, som sømmelighed kræver skjult i dets egne mørke huler, for at det ikke skal besudle dagslyset. Rødme af skam burde Senatet og alle stænder. Selv disse kvinder, som har dræbt deres egen blufærdighed, røber dog ved deres bevægelse deres frygt, når de stilles offentlig til skue for folket, og de skammer sig i hvert fald én gang om året.


quodsi nobis omnis impudicitia exsecranda est, cur liceat audire quod loqui non licet, cum etiam scurrilitatem et omne vanum verbum indicatum a deo sciamus? cur aeque liceat videre quae facere flagitium est? cur quae ore prolata communicant hominem, ea per aures et oculos admissa non videantur hominem communicare, cum spiritui appareant aures et oculi nec possit mundus praestari cuius apparitores inquinantur?  habes igitur et theatri interdictionem de interdictione impudicitiae. si et doctrinam saecularis litteraturae ut stultitiae apud deum deputatam aspernamur, satis praescribitur nobis et de illis speciebus spectaculorum, quae saeculari litteratura lusoriam vel agonisticam scaenam dispungunt.  quodsi sunt tragoediae et comoediae scelerum et libidinum auctrices cruentae et lascivae, impiae et prodigae, nullius rei aut atrocis aut vilis commemoratio melior est: quod in facto reicitur, etiam in dicto non est recipiendum.

Men hvis vi nu bør bandlyse al ukyskhed, hvorfor skulle det da være tilladt at høre, hvad det ikke er tilladt at sige? Vi ved jo endda, at tåbelig spøg og ethvert forfængeligt ord er fordømt af Gud. Og hvorfor skulle det være tilladt at se, hvad det er en skammelig ting at gøre?  Hvorfor skulle det, der besmitter mennesket, når det går ud af hans mund, ikke også besmitte mennesket, når der går ind gennem øjne og øren? Øren og øjne står jo dog i Åndens tjeneste, og den, hvis tjenere er besmittede, kan ikke selv fremstå i renhed. Ja, i forbuddet mod ukyskhed har du således også et forbud mod teatret. Dersom vi nu foragter den verdslige litteraturs lærdom, idet vi betragter den som dårskab for Gud, da er dermed også givet os tilstrækkelig besked angående hine arter af skuespil, som i den verdslige litteratur deler sig i komiske og tragiske. Og dersom tragedier og komedier befordrer forbrydelser og alle slags vellyst, grusomme eller kåde, ugudelige eller tøjlesløse, så er det at omtale hvad som helst af den slags, det være sig noget grusomt eller noget uværdigt, ingenlunde bedre. Hvad vi har sagt nej til i dåben, kan vi ikke tillade at lade ske i ord.

 

 



XVIII.  quodsi stadium contendas in scripturis nominari, sane obtinebis. sed quae in stadio geruntur, indigna conspectu tuo non negabis, pugnos et calces et colaphos et omnem petulantiam manus et quamcumque humani oris, id est divinae imaginis, depugnationem.  non probabis usquam vanos cursus et iaculatus et saltus vaniores, nusquam tibi vires aut iniuriosae aut vanae placebunt, sed nec cura facticii corporis, ut plasticam dei supergressa, et propter Graeciae otium altiles homines oderis.  et palaestrica diaboli negotium est: primos homines diabolus elisit. ipse gestus colubrina vis est, tenax ad occupandum, tortuosa ad obligandum, liquida ad elabendum. nullus tibi coronarum usus est; quid de coronis voluptates aucuparis?

Hvis du vil sige til dit forsvar, at rendebanen også nævnes i Skriften, så kan det være rigtig nok. Men du kan ikke nægte, at det, der sker på rendebanen, er det ikke sømmeligt for dig at bevidne: næveslag, spark, puf, og alle slags kådhed, udøvet med hånden, og alle slags fordrejelser af det menneskelige ansigt, som er Guds billede. Du vil dog aldrig billige denne intetsigende løben og endnu mere intetsigende kasten og hoppen. Du vil dog aldrig finde behag i utilbørlige eller unyttige kraftanstrengelser, ej heller i bestræbelser for at give legemet en kunstig udvikling, som måtte gå ud over det, som Skaberen har bestemt. Og du vil afsky mænd, som er blevet opfedede for at tjene grækerne som tidsfordriv. Det var djævelen, som først slog menneskene til jorden. Selve bevægelserne svarer til slangens kampmåde: det faste tag, den smidige omslyngen, glatheden til at sno sig bort. - Du behøver slet ikke nogen krans. Hvorfor jager du da efter en forlystelse, hvor det gælder om at vinde kranse?





XIX.  exspectabimus nunc ut et amphitheatri repudium de scripturis petamus? si saevitiam, si impietatem, si feritatem permissam nobis contendere possumus, eamus in amphitheatrum. si tales sumus quales dicimur, delectemur sanguine humano.  

kapitel 19.
Skal vi da forlange af Skriften, at den udtrykkeligt forbyder os at gå i amfiteatret? Hvis vi kan bevise, at grusomhed og følelsesløshed og vildskab er tilladt for os, da lad os gå i amfiteatret! Hvis vi er sådan, som man siger om os, vil vi også finde fornøjelse i udgydelse af menneskeblod.


"bonum est, cum puniuntur nocentes." quis hoc nisi nocens negabit? et tamen innocentes de supplicio alterius laetari non oportet, cum magis competat innocenti dolere, quod homo, par eius, tam nocens factus est, ut tam crudeliter impendatur.  quis autem mihi sponsor est, nocentes semper vel ad bestias vel ad quodcumque supplicium decerni, ut non innocentiae quoque inferatur aut ultione iudicantis aut infirmitate defensionis aut instantia quaestionis? 

Men det er jo et gode, at forbrydere straffes, ikke sandt? Hvem benægter det, andre end forbryderen selv? Og dog kan en, der ikke selv er forbryder, ikke glæde sig over en andens dødsstraf, ja det ville sømme sig mere for ham at sørge over, at et menneske som ham selv har forbrudt sig så meget, at han må aflives på så grusom en måde. Men hvem kan garantere mig, at det altid er forbrydere, som dømmes til de vilde dyr, eller en hvilken som helst dødsstraf, og at ikke også en uskyldig bliver udsat for det samme, enten på grund af dommerens hævnlyst eller forsvarerens uduelighed eller torturens tvang?


quam melius ergo est nescire cum mali puniuntur, ne sciam et cum boni pereunt, si tamen bonum sapiunt.  certe quidem gladiatores innocentes in ludum veneunt, ut publicae voluptatis hostiae fiant. etiam qui damnantur in ludum, quale est ut de leviore delicto in homicidas emendatione proficiant?  

Hvor meget bedre er det da ikke at være uvidende om, hvornår de onde bliver straffet, for at man ikke skal vide, hvordan de gode dør, hvis der ellers er nogen forskel på det gode iblandt dem! I hvert fald er det sikkert, at der kommer uskyldige gladiatorer til skuespillet for at tjene som ofre for folkets forlystelse. Og hvad angår dem, der dømmes til arenaen, hvad skal man da tænke om det, at de bliver straffet med at blive drevet fra en ringere forbrydelse til et mord?

sed haec ethnicis respondi. ceterum absit ut de istius spectaculi aversione diutius discat Christianus. quamquam nemo haec omnia plenius exprimere potest nisi qui adhuc spectat. malo non implere quam meminisse.


Dette er mit svar til hedningerne. Skulle den kristne behøve at vide mere med hensyn til det afskyelige ved den slags skuespil? Aldeles ikke! Rigtignok kan ingen sige mere om dette uden at han selv overværer skuespillene. Jeg for min del foretrækker at være noget ufuldstændigt oplyst fremfor at tænke mere på det.




Kolosseum i Rom  


XX.  quam vana igitur, immo desperata argumentatio eorum, qui sine dubio tergiversatione amittendae voluptatis optendunt nullam eius abstinentiae mentionem specialiter vel localiter in scripturis determinari, quae directo prohibeat eiusmodi conventibus inseri servum dei.  

Kapitel 20. 
Hvor intetsigende, ja
desperat er derfor ikke deres argumentation, som - uden tvivl er det kun en udflugt for at skaffe plads for denne fornøjelse - gør gældende, at der ikke i Skriften på noget bestemt sted særligt tales om nogen sådan afholdenhed, så at det altså udtrykkelig skulle være en Guds tjener forbudt at overvære den slags sammenkomster.


novam proxime defensionem suaviludii cuiusdam audivi. sol, inquit, immo ipse etiam deus de caelo spectat nec contaminatur. sane, sol et in cloacam radios suos defert nec inquinatur.  utinam autem deus nulla flagitia hominum spectaret, ut omnes iudicium evaderemus. sed spectat et latrocinia, spectat et falsa et adulteria et fraudes et idololatrias et spectacula ipsa. et idcirco ergo nos non spectabimus, ne videamur ab illo, qui spectat omnia.  comparas, homo, reum et iudicem, reum, qui, quia videtur, reus est, iudicem, qui, quia videt, iudex est.  numquid ergo et extra limites circi furori studemus et extra cardines theatri impudicitiae intendimus et insolentiae extra stadium et immisericordiae extra amphitheatrum, quoniam deus etiam extra cameras et gradus et apulias oculos habet? 

For nylig har jeg af en vis ven af teatret hørt følgende nye forsvar: Solen, sagde han, ja endog Gud selv, ser til fra Himmelen og bliver dog ikke besmittet! Ja, men Solen kaster også sine stråler ned i en kloak, og bliver dog ikke besmittet. Men blot Gud ikke var vidne til nogen skændsel blandt menneskene, så at vi alle kunne undfly Dommen ! Men han ser både røverier og falsknerier og ægteskabsbrud og bedrag og afgudsdyrkelse og selve skuespillene. Derfor skal han ikke være vidne til dem, for at vi ikke skal ses der af Ham, som dog ved alt. Du sammenligner, o menneske, den anklagede og dommeren: Den anklagede, som netop er hjemfalden til anklage, fordi man har set ham, med dommeren, han som dømmer fordi han har set. Skulle vi da også uden for skrankerne i Circus henfalde til raseri, skulle vi også uden for teatrets døre hengive os til ukyskhed og uforskammethed uden for rendebanen, til umenneskelighed uden for amfiteatret, efter som Gud også har øjne at se med uden for kamrene og bænkeraderne og forhængene?


erramus: nusquam et numquam excusatur quod deus damnat, nusquam et numquam licet quod semper et ubique non licet.  haec est veritatis integritas et, quae ei debetur, disciplinae plenitudo et aequalitas timoris et fides obsequii, non inmutare sententiam nec variare iudicium. non potest aliud esse, quod vere quidem est bonum seu malum. omnia autem penes veritatem dei fixa sunt.

Vi farer vild. Intetsteds og ingensinde kan noget undskyldes, som Gud fordømmer, intetsteds og ingensinde er noget tilladt, som altid og overalt netop ikke er tilladt. Dette er den fulde sandhed, og den hertil svarende fuldkomne moral og sømmelige frygt og trofaste lydighed: ikke at skifte mening og forandre sin dom! Hvad der i sandhed er enten godt eller ondt kan ikke være noget andet. Men i den guddommelige sandhed står alt uforanderlig fast. 







Gladiatorer 

XXI. ethnici, quos penes nulla est veritatis plenitudo, quia nec doctor veritatis deus, malum et bonum pro arbitrio et libidine interpretantur: alibi bonum quod alibi malum, et alibi malum quod alibi bonum. sic ergo evenit, ut, qui in publico vix necessitate vesicae tunicam levet, idem in circo aliter non exuat, nisi totum pudorem in faciem omnium intentet, ut et qui filiae virginis ab omni spurco verbo aures tuetur, ipse eam in theatrum ad illas voces gesticulationesque deducat, et qui in plateis litem manu agentem aut compescit aut detestatur, idem in stadio gravioribus pugnis suffragium ferat,

Kapitel 21. 
Hedningerne, hos hvem den fuldkomne Sandhed ikke findes, fordi jo Gud ikke har vejledt dem i, hvad Sandhed er, tyder ondt og godt efter egen lyst og forgodtbe- findende; og hvad der er ondt her, det er godt der, og hvad der er godt her, det er ondt der. Således kan det altså ske, at den, som på offentlig gade næppe drister sigt til at løfte op i sin tunica, selv om han har det varmt, han lægger den fra sig i Circus, og gør det skamløst i alle påsyn. Og den som beskytter sin jomfruelige datters øren mod ethvert urent ord, han tager hende selv med i teatret for at hun kan blive vidne til den slags ord og gebærder, som man oplever der. Og den som, hvis nogen vil give sig til at slås midt på gaden, lægger sig imellem eller bebrejder ham det, han stemmer på rendebanen for, at der skal kæmpes endnu vildere. 



et qui ad cadaver hominis communi lege defuncti exhorret, idem in amphitheatro derosa et dissipata et in suo sanguine squalentia corpora patientissimis oculis desuper incumbat, immo qui propter homicidae poenam probandam ad spectaculum veniat, idem gladiatorem ad homicidium flagellis et virgis compellat invitum, et qui insigniori cuique homicidae leonem poscit, idem gladiatori atroci petat rudem et pilleum praemium conferat, illum vero confectum etiam oris spectaculo repetat, libentius recognoscens de proximo quem voluit occidere de longinquo, tanto durior, si non voluit. 

Og den der gyser, som naturligt er, ved et menneskes lig, han ser i amfiteatret ufravendt ned på de sønderrevne, lemlæstede og med deres eget blod besudlede legemer. Ja, selv den, som kommer til skuespillet for at vise sit bifald til en morders straf, denne samme mand driver gladiatoren, imod dennes vilje, til at begå mord, med slag af ris og pisk. Og den, som forlanger, at enhver mere end almindelig afskyelig morder skal kastes for løverne, den samme mand går i forbøn for en grusom gladiator, for at man giver ham staven og skaffer ham huen som belønning, medens han beder om at få udleveret liget af den dræbte for at nyde synet, ansigt til ansigt.





XXII.  quid mirum? inaequata ista hominum miscentium et commutantium statum boni et mali per inconstantiam sensus et iudicii varietatem.  etenim ipsi auctores et administratores spectaculorum quadrigarios scaenicos xysticos arenarios illos amatissimos, quibus viri animas, feminae autem illis etiam corpora sua substernunt, propter quos se in ea committunt quae reprehendunt, ex eadem arte, qua magnifaciunt, deponunt et deminuunt, immo manifeste damnant ignominia et capitis minutione, arcentes curia rostris senatu equite ceterisque honoribus omnibus simul et ornamentis quibusdam.  

Kapitel 22. 
Hvor sælsom er ikke denne holdningsløshed blandt de mennesker, som sammenblander og forveksler det godes og det ondes væsen ved deres ubestandige følelser og deres skiftende domme? Thi de selv samme folk som foranstalter og iscenesætter skuespil, de fordømmer også de kuske, skuespillere, boksere op fægtere i arenaen, som de ellers holder så meget af, og som mændene giver deres sjæl, og kvinderne deres legemer, og for hvis skyld de gør ting, som de ellers fordømmer - de fordømmer dem som sagt netop på grund af den kunst, som er grunden til, at de hylder dem! Ja, de fordømmer dem endog offentligt til tab af ære og borgerlige rettigheder, thi de nægter dem adgang til rådsforsamlinger, talerstole, Senatet, ridderstanden og alle andre hædersposter, og dertil også visse udmærkelser.


quanta perversitas! amant quos multant, depretiant quos probant, artem magnificant, artificem notant.  quale iudicium est, ut ob ea quis offuscetur, per quae promeretur? immo quanta confessio est malae rei! cuius auctores, cum acceptissimi sint, sine nota non sunt.

Hvor forkert handler de ikke derved! De ynder dem, som de straffer, krænker dem, som de tiljubler. De ophøjer kunsten, men brændemærker kunstneren! Hvad er det for en slags dom, at kalde dem uværdige på grund af det de gør? Er det ikke i sig selv en tilståelse af, at handlingerne er slette, når de, der udøver dem, kaldes uværdige, selv om de er meget yndede?

 



XXIII.  cum igitur humana recordatio etiam obstrepente gratia voluptatis damnandos eos censeat ademtis bonis dignitatum in quendam scopulum famositatis, quanto magis divina iustitia in eiusmodi artifices animadvertit?  an deo placebit auriga ille tot animarum inquietator, tot furiarum minister +tot statuum+, ut sacerdos coronatus vel coloratus ut leno, quem curru rapiendum diabolus adversus Elian exornavit?  placebit et ille, qui voltus suos novacula mutat, infidelis erga faciem suam, quam non contentus Saturno et Isidi et Libero proximam facere insuper contumeliis alaparum sic obicit, tamquam de praecepto domini ludat?  docet scilicet et diabolus verberandam maxillam patienter offerre.

Kapitel 23
Når altså menneskene, efter nærmere overvejelse, trods deres tilbøjelighed til fornøjelser, som egentlig strider derimod, finder at den slags artister bør fratages deres æreshverv og dømmes til offentlig forhånelse, som en landsforvist til en klippe, hvor meget mere må da ikke den guddommelige retfærdighed optræde straffende mod dem! Eller skulle Gud have velbehag i den kusk, som sætter så mange sjæle i oprør, som vækker så mange onde lidenskaber, så mange skiftende stemninger, der er bekranset som en afgudspræst, eller broget klædt som en kobler, hvem djævelen selv har pyntet op for at føre ham af sted på en vogn som et modbillede til Elias? Eller skulle Han finde velbehag i ham, som med en ragekniv forandrer sit udseende og ikke vil kendes ved sit eget ansigt - som, ikke tilfreds med at gøre sit ansigt så ligt Saturns eller Isis´ eller Libers som mulig oven i købet finder sig i vanærende ørefigner - som om han dermed ville drive spot med Herrens bud? Så lærer djævelen altså også, at man tålmodig skal række sin kind frem til slag! 


sic et tragoedos cothurnis extulit, quia "nemo potest adicere cubitum unum ad staturam suam": mendacem facere vult Christum.  iam vero ipsum opus personarum quaero an deo placeat, qui omnem similitudinem vetat fieri, quanto magis imaginis suae? non amat falsum auctor veritatis; adulterium est apud illum omne quod fingitur.  proinde vocem sexus aetates mentientem, amores iras gemitus lacrimas asseverantem non probabit: omnem enim hypocrisin damnat. ceterum cum in lege praescribit maledictum esse qui muliebribus vestietur, quid de pantomimo iudicabit, qui etiam muliebribus curatur?  sane et ille artifex pugnorum impunitus ibit? tales enim cicatrices caestuum et callos pugnorum et aurium fungos a deo cum plasmaretur accepit; ideo illi oculos deus commodavit, ut vapulando deficiant.  taceo de illo, qui hominem leoni prae se opponit, ne parum sit homicida quam qui eundem postmodum iugulat.

Men han har også ved hjælp af kothurnerne gjort tragedieskuespillerne større - thi "ingen kan lægge en alen til sin vækst". Han vil altså gøre Kristus til en løgner! Og hvad nu dette uvæsen med masker angår, så vil jeg spørge, om det mon kan behage Gud, som forbyder at gøre nogen afbildning af noget som helst, endsige af Hans eget billede - sandhedens ophav bryder sig ikke om bedrag. Horeri er i hans øjne enhver kunstig efterligning. Ligeså vil han, som fordømmer al forstillelse, ingenlunde billige, at man påtager sig en anden stemme, et andet køn eller en anden alder end ens egen, og at man giver udtryk for kærlighed, vrede, sukke og tårer. Når han i øvrigt i sin lov foreskriver, at den skal være forbandet, som klæder sig i kvindetøj, hvad vil han så ikke dømme om pantomimeskuespilleren, som også går i kvindeklæder? Og hin mester i nævekamp, vil han så også slippe ustraffet fra det? Gud har vel skabt ham med den slags ar efter kampremmen, sådanne buler efter næveslag, sådanne blomkålsører! Er det derfor Gud har givet ham øjne, for at han skulle miste dem i slagsmål? Og jeg siger ikke noget om den mand, der skyder en anden mand foran sig, når løven kommer; han er nemlig lige så meget en morder som den, der bagefter slår ham selv ihjel. 

 

 



XXIV.  quot adhuc modis perorabimus, nihil ex his quae spectaculis deputantur placitum deo esse aut congruens servo dei quod deo placitum non sit?  si omnia propter diabolum instituta et ex diaboli rebus instructa monstravimus (nihil enim non diaboli est quicquid dei non est vel deo displicet), hoc erit pompa diaboli, adversus quem in signaculo fidei eieramus.  quod autem eieramus, neque facto neque dicto neque visu neque prospectu participare debemus. ceterum nonne eieramus et rescindimus signaculum rescindendo testationem eius? numquid ergo superest, ut ab ipsis ethnicis responsum flagitemus? illi nobis iam renuntient, an liceat Christianis spectaculo uti. atquin hinc vel maxime intelligunt factum Christianum, de repudio spectaculorum.  itaque negat manifeste qui per quod agnoscitur tollit. quid autem spei superest in eiusmodi homine? nemo in castra hostium transit nisi proiectis armis suis, nisi destitutis signis et sacramentis principis sui, nisi pactus simul perire.

På hvor mange måder skal vi da påpege, at intet af det, som regnes med til skuespillene, er Gud velbehageligt - og at det ikke sømmer sig for Guds tjenere, netop fordi det ikke er Gud velbehageligt? Hvis vi har påvist, at dette skyldes djævelen, og ham alene, og at det består af ting, som er hans (thi alt hvad der ikke er Guds, eller hvad der mishager Gud, må være djævelens), så må dette altså være djævelens herlighed, som vi afsværger ved vor tros besegling. Men hvad vi afsværger, bør vi ikke tage del i, hverken i gerning eller i ord eller som tilskuere, hverken nærved eller langt borte. Mon vi ikke i modsat fald afsværger og bryder dette segl, idet vi bryder vidnebyrdet derom? - Og står det måske nu tilbage at afkræve hedningerne en erklæring herom? Ja, lad dem sige os, om det er tilladt for kristne at bivåne skuespil! Men det er jo netop af den grund, at de forstår, at den og den er blevet en kristen, at han undgår skuespil! Og derfor er det en åbenbar fornægter, som borttager det mærke, hvorpå han kan kendes. Men hvad håb mon der er et sådant menneske levnet? Ingen løber jo over i fjendernes lejr, uden at han først har kastet sine våben fra sig, uden at han har svigtet sin fyrstes fane og den ed, han svor ham, og uden at han  lovede at dø med dem.





XXV. an ille recogitabit eo tempore de deo positus illic ubi nihil est de deo? pacem, opinor, habebit in animo contendens pro auriga, pudicitiam ediscet attonitus in mimos. immo in omni spectaculo nullum magis scandalum occurret quam ille ipse mulierum et virorum accuratior cultus. ipsa consensio, ipsa in favoribus aut conspiratio aut dissensio inter se de commercio scintillas libidinum conflabellant.  

Kapitel 25.
Mon nogen, som befinder sig på et sted helt forladt af Gud, kommer Ham i hu? Så ville han vel snarere være ganske kold når han råbte opildnende til kusken, og han ville lære kyskhed, når han er opslugt af komedianternes fjasen. Ja, ved ethvert skuespil ville der ikke møde os nogen større fristelse end al den forfinede pynt blandt mænd og kvinder. Selve denne gensidige overensstemmelse, selve denne indbyrdes enighed eller uenighed i gunstbevisninger antænder ved den nære forbindelse vellystens ild.


nemo denique in spectaculo ineundo prius cogitat nisi videri et videre. sed tragoedo vociferante exclamationes ille alicuius prophetae retractabit et inter effeminati tibicinis modos psalmum secum comminiscetur, et cum athletae agent, ille dicturus est repercutiendum non esse. poterit ergo et de misericordia moneri defixus in morsus ursorum et spongias retiariorum. 
avertat deus a suis tantam voluptatis exitiosae cupiditatem! 

Overhovedet tænker vel ingen, når han går i teatret, mere på noget andet end på at se og blive set. Og når tragedieskuespilleren deklamerer med høj røst, mon tilhøreren da tænker på en eller anden profets udråb? Og når den kvindagtige skuespiller synger, mon han da i sit stille sind kommer til at tænke på en psalme? Når atleterne optræder, vil han da tænke på at sige, at man skal ikke slå igen? Ville han også være i stand til at blive bevæget af barmhjertighed, når han er helt optaget af bjørnenes bid og nævefægternes kasten med nettet?


quale est enim de ecclesia dei in diaboli ecclesiam tendere, de caelo, quod aiunt, in caenum? illas manus quas ad deum extuleris postmodum laudando histrionem fatigare? ex ore, quo Amen in Sanctum protuleris, gladiatori testimonium reddere, eis aiwn alii omnino dicere nisi Deo et Christo?

Måtte Gud holde dette stærke begær efter en fordærvelig lyst langt borte fra sine børn! Thi hvad skal jeg sige om det at ile fra Guds menighed til djævelens, eller fra himlen, som man siger, til skarnet? At klappe sig træt for en skuespiller med de samme hænder, som man nylig har opløftet til Herren? Med den samme mund, hvormed man har udtalt sit amen til det Allerhelligste, tilråbe gladitorerne bifald? Overhovedet at sige ”fra evighed til evighed” til nogen anden end til Gud og Kristus?

 

 


XXVI.  Cur ergo non eiusmodi etiam daemoniis penetrabiles fiant? Nam et exemplum accidit domino teste eius mulieris, quae theatrum adiit, et inde cum daemonio rediit.  itaque in exorcismo cum oneraretur immundus spiritus, quod ausus esset fidelem aggredi, constanter: "et iustissime quidem" inquit "feci: in meo eam inveni."  

Kapitel 26.
Hvorfor skulle ikke også den slags mennesker være modtagelige for djævlebesættelser? Det er også sket, Gud er mit vidne, at en kone, som gik i teatret, kom tilbage besat af en djævel. Da man nu under besværgelserne trængte hårdt ind på den urene ånd, fordi han havde vovet at angribe en troende, svarede han uden at lade sig bringe ud af fatning: Jeg var i min fulde ret - jeg fandt hende nemlig på mine egne enemærker!


constat et alii linteum in somnis ostensum eius diei nocte, qua tragoedum audierat, cum exprobratione nominato tragoedo nec ultra quintum diem eam mulierem in saeculo fuisse.  quot utique et alia documenta cesserunt de his qui cum diabolo apud spectacula communicando a domino exciderunt. "nemo enim potest duobus dominis servire." "quid luci cum tenebris? quid vitae et morti?"

Det er også vitterligt, at en anden i drømme så et liglagen natten efter, at hun havde hørt en tragedie, medens en bebrejdende stemme nævnte tragediens navn, og at den kvinde ikke levede mere end fem dage længere i denne verden. Hvor mange beviser har vi ikke fået ved at se på dem, som igennem skuespillerne er trådt i pagt med djævelen og er faldet fra Herren? Ingen kan jo tjene to herrer. Eller hvilket fællesskab er der mellem lys og mørke, mellem livet og døden? 






XXVII.  odisse debemus istos conventus et coetus ethnicorum, vel quod illic nomen dei blasphematur, illic in nos quotidiani leones expostulantur, inde persecutiones decernuntur, inde temptationes emittuntur.  quid facies in illo suffragiorum impiorum aestuario reprehensus? non quasi aliquid illic pati possis ab hominibus (nemo te cognoscit Christianum), sed recogita, quid de te fiat in caelo.  dubitas illo enim momento, quo diabolus in ecclesia furit, omnes angelos prospicere de caelo et singulos denotare, quis blasphemiam dixerit, quis audierit quis linguam, quis aures diabolo adversus deum ministraverit?  

Kapitel 27.
Vi bør også afsky disse hedningernes sammenkomster og forsamlinger, fordi Guds Navn dér bliver bespottet, fordi man dér daglig forlanger, at vi skal kastes for løverne, fordi forfølgelser besluttes dér, og fristelser udgår derfra. Hvad ville du gøre, hvis du blev grebet i hin vilde tummel af ugudelige råb og skrig? Ikke fordi du dér kunne blive udsat for at lide overlast af mennesker, thi ingen ville tro, at du var en kristen - men betænk, hvad der vil blive af dig i Himmelen! Tvivler du da på, at i det øjeblik djævelen rejser sig i sin menighed,  vil alle englene se ned fra Himmelen og mærke sig hver enkelt, hvem der taler gudsbespottelige ord, hvem der hører derpå, hvem der stiller sin tunge eller sine øren til tjeneste for djævlen imod Gud?  


non ergo fugies sedilia hostium Christi, illam cathedram pestilentiarum ipsumque aerem qui desuper incubat scelestis vocibus conspurcatum? sint dulcia licebit et grata et simplicia, etiam honesta quaedam. nemo venenum temperat felle et elleboro, sed conditis pulmentis et bene saporatis, et plurimum dulcibus id mali inicit. ita et diabolus letale quod conficit rebus dei gratissimis et acceptissimis imbuit.  omnia illic seu fortia seu honesta seu sonora seu canora seu subtilia perinde habe ac stillicidia mellis de lucunculo venenato nec tanti gulam facias voluptatis quanti periculum per suavitatem.

Vil du da ikke fly fra Kristi fjenders bolig, dette fordærvelsens sæde, og fra selve den luft, som hviler derover, forpestet af forbryderiske røster? Lad være, at der er noget yndigt og behageligt og uskyldigt, ja endog ærbart deri. Ingen blander dog gift i galde og helleborum, men man blander dette fordærvelige i krydret og velsmagende og som oftest sød spise. Og således gennemsyrer djævelen netop Guds bedste og kæreste gaver med den dødbringende drik, som han tillaver. Alt hvad der findes hist af mandigt eller ærbart eller velklingende i tale og sang eller af smukt, det skal du derfor betragte som honningdråber, der drypper fra en forgiftet kage, og agt ikke ganens nydelse lige så højt som faren, der kommer i og med behageligheden! 



 


XXVIII.  saginentur eiusmodi dulcibus convivae sui: et loca et tempora et invitator ipsorum est. nostrae coenae, nostrae nuptiae nondum sunt. non possumus cum illis discumbere, quia nec illi nobiscum: vicibus disposita res est. nunc illi laetantur, nos conflictamur.  "Saeculum" inquit "gaudebit, vos tristes eritis." lugeamus ergo, dum ethnici gaudent, ut, cum lugere coeperint, gaudeamus, ne pariter nunc gaudentes tunc quoque pariter lugeamus.  delicatus es, Christiane, si et in saeculo voluptatem concupiscis, immo nimium stultus, si hoc existimas voluptatem. 

Kapitel 28.
Lad hans egne gæster mæske sig med den slags lækkerier! Sted og tid og indbyderen selv hører dem til. Det er endnu ikke tiden for vort gæstebud og vort bryllup, og vi kan ikke sidde til bords med dem, lige så lidt som de kan sidde til bords med os. Tiderne skifter. Nu glæder de sig, og vi er bedrøvede. Verden skal glæde sig, men I skal være bedrøvede, siger han. Lad os altså sørge, medens hedningerne glæder sig, for at vi kan glæde os når de har begyndt at sørge, men lad os ikke glæde os sammen med dem nu, for derefter også at sørge sammen med dem. Du, der er kristen, du er blødagtig, hvis du begærer nydelse også i denne verden, eller rettere: du er i højeste grad en dåre, hvis du regner dette for en nydelse. 


philosophi quidam hoc nomen quieti et tranquillitati dederunt, in ea gaudent, in ea avocantur, in ea etiam gloriantur. tu mihi metas et scaenam et pulverem et harenam suspiras?  dicas velim: non possumus vivere sine voluptate, qui mori cum voluptate debemus? nam quod est aliud votum nostrum quam quod et apostoli, exire de saeculo et recipi apud dominum? Hic voluptas, ubi et votum.

Nogle filosoffer har sagt, at den sande nydelse består i ro og sjælsligevægt. Deri finder de deres glæde, dertil tager de deres tilflugt og deri søger de deres rod. Men du vil have rendebanen, scenen, arenaens støv! Jeg ville ønske, at du ville sige det ærligt, som det er: Vi kan ikke leve uden sanselig lyst, vi som er skyldige at dø med lyst. Hvilket andet ønske kan vi da have end det, som også Apostelen havde, at forlade denne verden og blive modtaget af Herren? Her er din forlystelse, hvor du har nået dine ønskers mål!





XXIX.  iam nunc si putas delectamentis exigere spatium hoc, cur tam ingratus es, ut tot et tales voluptates a deo contributas tibi satis non habeas neque recognoscas? quid enim iucundius quam dei patris et domini reconciliatio, quam veritatis revelatio, quam errorum recognitio, quam tantorum retro criminum venia?  quae maior voluptas quam fastidium ipsius voluptatis, quam saeculi totius contemptus, quam vera libertas, quam conscientia integra, quam vita sufficiens, quam mortis timor nullus,  quod calcas deos nationum, quod daemonia expellis, quod medicinas facis, quod revelationes petis, quod deo vivis? haec voluptates, haec spectacula Christianorum sancta perpetua gratuita; in his tibi circenses ludos interpretare, cursus saeculi intuere, tempora labentia, spatia peracta dinumera, metas consummationis exspecta, societates ecclesiarum defende, ad signum dei suscitare, ad tubam angeli erigere, ad martyrii palmas gloriare.  

Kapitel 29
Og hvis du nu virkelig vil bruge din tid på fornøjelser, hvorfor er du da så utaknemmelig at Du ikke nøjes med de nydelser, som du får fra Gud, og ikke tænker på dem? Ja, hvad kan i grunden være bedre for dig end at være forsonet med Gud, din Fader og Herre - hvormed du får del i sandhedens åbenbaring og indser dine vildfarelser og får tilgivelse for så store tidligere forsyndelser? Hvilken nydelse kan være større end afsmag for selve nydelsen, foragt for den hele verden, sand frihed, god samvittighed, et liv i tilfredshed, sejr over al dødsfrygt, at træde hedningernes guder under fode, at uddrive djævle, at helbrede sygdomme, bede Gud om åbenbarelser og leve for Ham? Dette er de kristnes nydelser og deres skuespil, de hellige, uforgængelige nådegaver - se dine cirkuslege i dette! Betragt Verdens gang, tiden der haster bort! Tæl timerne, vent på at nå frem til fuldendelsen, forsvar de kirkelige samfund, vågn op når Guds signal lyder, rejs dig ved engelens basun, søg din ros i martyriets palmer!


si scaenicae doctrinae delectant, satis nobis litterarum est, satis versuum est, satis sententiarum, satis etiam canticorum, satis vocum, nec fabulae, sed veritates, nec strophae, sed simplicitates.  

Men føler du dig tiltrukket af det du lærer ved scenen, så har vi ellers skrifter nok, vi har vers nok og sentenser nok, og vi har også nok af sange og digte, og det er ikke fabler, men troværdige ting, ikke ord sat på skruer, men enfoldige og ligefremme ord.


vis et pugilatus et luctatus? praesto sunt, non parva et multa. aspice impudicitiam deiectam a castitate, perfidiam caesam a fide, saevitiam a misericordia contusam, petulantiam a modestia adumbratam, et tales sunt apud nos agones, in quibus ipsi coronamur. vis autem et sanguinis aliquid? Habes Christi.

Vil du også have nævekampe og brydekampe? Dem er der også nok af, både mange og alvorlige. Betragt ukyskheden, der er slået til jorden af kyskheden, troløsheden der er bragt til fald af troskaben, grusomheden der er nedstødt af barmhjertigheden, frækheden der står i skygge af beskedenheden. Sådanne væddekampe er der blandt os, og i dem modtager vi selv kransen! Forlanger Du også blod, så har du Kristi blod.


Mosaikbillede.    Det er blevet sagt om kristendommen, at den opstod som en sekt indenfor jødedommen, men at sekten snart skilte sig ud - og at mange kristne snart kom til at se jøderne som deres bitreste fjender. Det var jo dem, der havde dræbt Jesus ( - som ganske vist selv var jøde, men alligevel). Sikkert er det i hvert fald, at antisemitismen har rødder tilbage i Oldkirken, og den mere end anes hos Tertullian, ikke mindst i det 30. og sidste kapitel af hans traktat "Om Skuespil". I billedet af Judaskysset er samlet de kristnes uvilje mod de jøder, der "forrådte Jesus".

 

XXX.  quale autem spectaculum in proximo est adventus domini iam indubitati, iam superbi, iam triumphantis! quae illa exultatio angelorum, quae gloria resurgentium sanctorum! 

Kapitel 30.
Men tænk på hvilket skuespil, der forestår! Når den Herre kommer, som da ikke mere er genstand for tvivl, men som da skal ophøjes og triumfere! Hvilken jubel af engle, hvilken herlighed for de hellige, som da opstår fra de døde!



quale regnum exinde iustorum! qualis civitas nova Hierusalem!  at enim supersunt alia spectacula, ille ultimus et perpetuus iudicii dies, ille nationibus insperatus, ille derisus, cum tanta saeculi vetustas et tot eius nativitates uno igni haurientur.  quae tunc spectaculi latitudo! 

Hvorledes vil ikke fra da af de retfærdige herske! Og hvordan vil den ikke være, den nye stad Jerusalem!  Dog står der tilbage andre skuespil, den sidste dag, Dommens Dag, som hedningerne ikke ventede, men bespottede! Den dag, da denne gamle verden og alt, hvad den har frembragt, skal fortæres af én og samme ild. Hvilket vældigt skuespil vil da ikke åbenbare sig!


quid admirer? quid rideam? ubi gaudeam, ubi exultem, tot spectans reges, qui in caelum recepti nuntiabantur, cum Iove ipso et ipsis suis testibus in imis tenebris congemescentes? item praesides persecutores dominici nominis saevioribus quam ipsi flammis saevierunt insultantes contra Christianos liquescentes?  quos praeterea? sapientes illos philosophos coram discipulis suis una conflagrantibus erubescentes, quibus nihil ad deum pertinere suadebant, quibus animas aut nullas aut non in pristina corpora redituras adfirmabant? etiam poetas non ad Rhadamanthi nec ad Minonis, sed ad inopinati Christi tribunal palpitantes?  tunc magis tragoedi audiendi, magis scilicet vocales in sua propria calamitate;

Hvad skal jeg beundre, hvad skal jeg le ad, og hvor skal jeg glæde mig og juble, når jeg ser så mange og så mægtige konger, som sagdes at være optaget i himlen, nu sukke sammen med Jupiter selv og deres egne vidner i det yderste mørke! Ligesom disse øverster, dem der forfulgte Herrens navn, fortærede af en endnu mere rasende ild, den hvormed de selv har raset mod de Kristne og hånet dem! Desuden hine vise filosoffer, der skal stå beskæmmede for deres egne disciples åsyn, og som nu brænder sammen med dem, som de bildte ind, at Gud ikke befatter sig med noget som helst, og hvem de har forsikret om, enten at der ikke findes nogen sjæl, eller også at den ikke vil vende tilbage til sit tidligere legeme! - Endvidere digterne, der nu må skælve, ikke for Rhadamanthys´ eller Minos´, men for Kristi domstol, hvad de mindst havde ventet! Da fortjener tragikerne så meget mere at høres, for de skriger så meget lydeligere i en ulykke, som virkelig har ramt dem selv.


tunc histriones cognoscendi, solutiores multo per ignem; tunc spectandus auriga in flammea rota totus ruber; tunc xystici contemplandi, non in gymnasiis, sed in igne iaculati, 

Da vil vi gennemskue skuepillerne, som ilden nu har gjort mere gennemsigtige! Sådan skal vi se kusken, helt igennem glødende på sine flammende hjul! Da skal vi se brydekæmperne, kastet om kuld, ikke i fægteskolen, men i ild!


nisi quod ne tunc quidem illos velim visos, ut qui malim ad eos potius conspectum insatiabilem conferre, qui in dominum desaevierunt.  hic est ille, dicam, fabri aut quaestuariae filius, sabbati destructor, Samarites et daemonium habens; hic est quem a Iuda redemistis, hic est ille harundine et colaphis diverberatus, sputamentis dedecoratus, felle et aceto potatus; hic est, quem clam discentes subripuerunt, ut surrexisse dicatur, vel hortulanus detraxit, ne lactucae suae frequentia commeantium adlaederentur. 

Dog, end ikke da skulle jeg ønske mig så meget at se dem, som jeg skulle ønske at rette mine umættelige blikke mod dem, der har raset mod Herren. Her er han - vil jeg sige tømmermandens og skøgens søn, sabbatskænderen, samaritanen, han som har djævelen. Her er han, som I har købt af Judas. Her er han, som blev slået med en stok og med de bare næver, som I spyttede på og besudlede, han som fik galde og eddike! Her er han, hvem Djævlene hemmelig har røvet, for at det kunne se ud, som om han var opstanden, eller som gartneren skaffede af vejen, for at ikke hans salat skulle tage skade af de mange besøgende.


ut talia spectes, ut talibus exultes, quis tibi praetor aut consul aut quaestor aut sacerdos de sua liberalitate praestabit? et tamen haec iam quodammodo habemus per fidem spiritu imaginante repraesentata. ceterum qualia illa sunt, quae nec oculus vidit nec auris audivit nec in cor hominis ascenderunt? credo, circo et utraque cavea et omni stadio gratiora.

Hvilken prætor eller konsul eller kvæstor eller præst kan vel skaffe sig anledning til at se den slags og juble herover? Og dog er dette på en måde allerede fremstillet for os i kraft af troen i Åndens skuen. Men hvordan vil det da være som intet øje har set og intet øre hørt, og som ikke er opkommet i noget menneskes hjerte- ? Jeg skulle dog tro at det vil være mere frydefuldt end Cirkus og begge slags tilskuerpladser og ethvert stadion!




             (Michelangelo:  Dommedag. Udsnit af maleri i det Sixtinske kapel i Vatikanet i Rom)



[Latin text edited by Karl-Wilhelm Weeber, 1988. Scanned by Ulrich Harsch. Minor corrections for the Tertullian Project].