Se biografi i Wikipedia

Søren Kierkegaard, vores berømteste danske filosof, der levede fra 1813 til 1855, må ikke savnes i en oversigt over holdninger og synspunkter i den kristne kirkes historie. Han var en from troende, skrev også meget om kristendom, men det ville være en fejl at regne ham som først og fremmest teolog. Han var først og fremmest filosof, en psykologiserende filosof kunne man vel sige, og til dels, i begrænset udstrækning, skønlitterær forfatter. Mange senere filosoffer har hentet inspiration i hans værker, der da også rummer et væld af dybe tanker og skarpsindige iagttagelser.

Kierkegaard ville ikke skabe et stort tankesystem, selv om det ellers var noget der lå i tiden. Og når han skrev om kristendom var det nok så ofte opbyggeligt, sjældnere teoretisk nyskabende. Ingen ---isme har navn efter ham, og med god grund. Hvis man spørger efter hans teologiske standpunkt kunne det være nok at svare, at han var en fromt gammeltroende pietist. Ikke nogen helvedesprædikant, slet ikke, hans ”Opbyggelige Taler” er netop opbyggelige og mildt trøstende, men han kunne også være heftig i sin polemik vendt mod andre kristne, og i hans sidste leveår, da han var svækket og syg og allerede dødsmærket, flammer hans alvorlige kristendom op i rasende angreb på højtstående kirkens mænd, der har udvandet troen og er sunket ned til at være pjattede gøglere med kors og bånd og stjerner på. Disse angreb lod han trykke i sit eget tidsskrift ”Øieblikket”, der var skrevet af ham selv, og som kun udkom det sidste år han levede. Han ville tage Jesu ord bogstaveligt, som Middelalderens verdensforsagende munke havde gjort det, men i han egen tid opfattede ”de dannede blandt religionens foragtere” (Schleiermachers udtryk) ham og hans ligesindede som en anakronisme.

Her skal Kierkegaards filosofi ikke omtales nærmere, kun skal der gives en kort forklaring på det tragiske skær, der hviler over hans livsværk. Kort sagt levede han ”på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt”. Hans enorme begavelse blev ødslet ud over problemstillinger, der i senere tider viste sig golde. Det er med filosofien som med andre åndsvidenskaber, og realvidenskaberne med, at deres historie er ikke en retlinet ubrudt sejrsmarch frem mod den skinnende strålende Sandhed. Snarere kan menneskets stræben efter dybere erkendelse og en mere indtrængende forståelse af Verden karakteriseres med den velkendte engelske vending ”trial and error”. Man forsøger sig frem, går vild, prøver igen, går vild igen, prøver igen, og finder til sidst den rette vej. Men de mange ”errors”, de mange blindgyder, huskes sjældent i senere tider. Det kan ske, at blindgyderne bliver standsninger for videnskaben i årtusinder. Det måske mest dramatiske eksempel på dette finder vi i astronomien. Grækeren Aristarchos fra Samos udformede i Oldtiden sin helt rigtige teori om, at det var Jorden der kredsede rundt om Solen, ikke omvendt. Ingen ville tro ham - han levede omkring år 275 før Kristus - og i det meste af to årtusinder lå hans rigtige teori hen, nedskrevet men glemt. Først i Renaissancens tidsalder blev hans tanker draget frem, gamle græske tanker, som fordomme og uforstand ikke før ville vide af - og derfor, fordi det varede så længe, blev astronomien stående i en blindgyde i så mange århundreder. 

Når man har gjort sig fortrolig med denne tanke om, at menneskers tanker kan fare vild, så kan man også finde mening i den påstand, at Kierkegaard, der var et barn af sin tid - som alle mennesker er det! - levede i en ”forkert” tid. Hans begrebsrammer var helt udformet af tyske filosoffer som Hegel og dennes nærmeste efterfølgere, og en senere kritisk filosofi har indset, at disse dynger af digre bøger, disse kolossale bjerge af ord ikke var andet end – tom snak; blindgader der ikke førte nogle veje hen, og det arbejde som den geniale Kierkegaard lagde i at finde mening i Hegelianismen var lige så forgæves som Middelalderens højt begavede astronomers desperate forsøg på med epicykler og himmelsfærer og andre spidsfindigheder at få mening i det geocentriske system. Forgæves, umuligt - og Kierkegaard ”forgævede sig” altså også.

Skulle det være nødvendigt at understrege den goldhed, som prægede Kierkegaards filosofiske miljø, så lad os lytte til en af de første, der forstod at bryde vej frem igennem til en filosofi, der duede – Artur Schopenhauer (1788 – 1860). I sin bog ”Om Universitetsfilosofien” fra 1851 skriver han om den tiljublede Hegel; ”I … et produkt fra den Hegelske skole søger man … forgæves efter en virkelig tanke – det indeholder ikke en eneste – efter et eller andet spor af alvorlig og oprigtig eftertanke – det er sagen fremmed: man finder ikke andet end forvovne ordsammenstillinger, som skal synes at have en mening, ja, en dyb mening, men som ved nogen efterprøvelse afslører sig som ganske hule, fuldstændig menings- og tanketomme floskler og ordhylstre, med hvilke forfatteren på ingen måde forsøger at belære sin læser, men blot at narre ham, for at han kan tro at have en tænker for sig, medens det er et menneske som slet ikke ved hvad det er at tænke, en synder uden enhver indsigt, og over i købet uden kundskaber. Dette er følgen af, at Hegel endog har fordærvet erkendelsens organ, forstanden selv, medens andre sofister, charlataner og obskuranter dog kun forfalskede og fordærvede erkendelsen. Idet han nemlig tvang de vildledte til at tvinge noget galimatias, som bestod af det groveste vrøvl, et væv af contradictionibus in adjecto, vås af den slags som kommer fra galeanstalten, ind i deres hoved som fornuftserkendelse, blev de arme unge menneskers hjerner i den grad vredet ud af deres fuger, når de læste sådan noget med troende hengivenhed og forsøgte at tilegne sig det som den højeste visdom, at de for altid blev sat ude af stand til virkelig tænkning Derfor ser man dem endnu den dag i dag gå omkring, tale i en ækel Hegel-jargon, prise mesteren og helt for alvor tro, at sætninger som ”Die Natur ist die Idee in ihrem Anderssein” siger noget. At desorganisere unge, friske hjerner på den måde er sandelig en synd, som hverken fortjener tilgivelse eller skånsel.” (Her citeret efter Oskar Borgmann Hansen: Hegel – Berlingske Filosofi Bibliotek, 1971, siderne 7 – 8.)

I Kierkegaards filosofi er der altså ikke noget at hente, men han var en mangesidig forfatter, og hans ikke-filosofiske skrifter er særdeles læseværdige. Her skal som et eksempel på hans pietistiske fromhed bringes en betragtning, en prædiken kunne man sige, selv om Kierkegaard ikke selv bruger ordet her. Inden Kierkegaard selv får ordet går det måske an at bringe en kort betragning over hans prædiken. Så kan Kierkegaard jo siden få det allersidste ord.

Kierkegaard havde en teologisk uddannelse bag sig, og han tænkte faktisk undertiden på at søge et præsteembede. Det var nok godt, at han ikke gjorde det, den hyperintellektuelle mand var vel kun blevet en mådelig sjælesørger for almindelige mennesker. Men han har prøvet på at udtrykke sig jævnt og ligefremt, for eksempel i den tale der skal citeres her. Han vil være opbyggelig og sige et trøstens ord til den enkelte, op med modet og vær glad, du skal se det går nok alt sammen! Hans udgangspunkt er Jesu ord i Lukas-Evangeliet kapitel 12, versene 22 til 28. – Denne bibeltekst kan nok ses fra forskellige vinkler, men Kierkegaards fortolkning er i det mindste klar nok. Det er også tydeligt, at han digter videre på bibelordene, næsten som en H. C. Andersen kunne have gjort, men Kierkegaard vil noget andet end H. C. Andersen: Han vil trøste og opmuntre, med en religiøs trøst og opmuntring. Men skal ordene virkelig trøste og opmuntre, så skal tilhøreren også fornemme, at det er rigtigt, det der bliver sagt. Og Kierkegaards idylliske digteri er jo ikke helt rigtigt. Det er ikke helt rigtigt, at fuglene synger fra morgen til aften og ellers ikke bestiller andet end at være glade. Fugle og andre dyr er på evig jagt efter noget at æde, og meget ofte lykkes det ikke, men de må dø af sult. Eller de bliver selv byttedyr, ædt af andre dyr, eller de kan blive syge. Men deres artsfæller kan ikke hjælpe dem i deres sygdom, hverken lindre smerten eller trøste eller hjælpe dem, den syge fugl er overladt til sig selv, må selv søge føden, og det kan den ikke, hvis den er syg; så må den dø af sult. Sådan er livet. Kierkegaards betragtning har ikke mere med virkeligheden at gøre end H. C. Andersens ”Prinsessen på Ærten” har med virkelighedens prinsesser at gøre, dem som vi kender alt for godt fra ugebladene og avissladderen. Og en prædiken skulle dog vel ikke være et fjernt, uvirkeligt eventyr? Eller skulle den?

Søren Kierkegaards grav på Assistens Kirkegård i København. Søren Kierkegaard havde selv bedt om, at dette vers af H. A. Brorson skulle stå på hans gravsten.

Det er en liden Tid, saa har jeg vunden, saa er den ganske Strid med eet forsvunden, saa kan jeg hvile mig i Rosensale og uafladelig min Jesum tale

Vel, her er Søren Kierkegaards ord om Liljen og Fuglen:

Men derude hos liljen og fuglen, eller derude, hvor liljen og fuglen underviser i glæde, der er altid glæde. Og aldrig kommer liljen og fuglen i forlegenhed, som stundom en menneskelig læremester, der har, hvad han underviser i, nedskrevet på papiret eller stående i sin bogsamling, kort: på et andet sted, ikke altid hos sig; nej, der hvor liljen og fuglen underviser i glæde, der er altid glæde- den er jo i liljen og fuglen; hvilken glæde, når det gryr ad dag, og fuglen vågner tidligt til dagens glæde; hvilken glæde, om end stemt i en anden tone, når det lakker ad aften, og fuglen glad haster hjem til sin rede; og hvilken glæde den lange sommerdag!

Hvilken glæde når fuglen - der ikke blot som en glad arbejder synger til sit arbejde, men hvis væsentlige arbejde er at synge, glad begynder sin sang; hvilken ny glæde, når så også naboen begynder, og så genboen, og når så koret stemmet i, hvilken glæde; og når der så til sidst er som et hav af toner, der lader skov og dal, himmel og jord give genlyd, et hav af toner, hvori den, der gav tonen nu tumler sig ovenud af glæde; hvilken glæde, hvilken glæde! Og således hele fuglens liv igennem; overalt og altid finder den noget eller rettere nok at glæde sig over; den spilder ikke et eneste øjeblik, men den vilde anse ethvert øjeblik for spildt, hvori den ikke var glad.

Hvilken glæde, når duggen falder og vederkvæger liljen, som nu afkølet skikker sig til hvile; hvilken glæde, når liljen efter badet, vellystig tørrer sig i den første solstråle; og hvilken glæde den lange sommerdag! O, betragt dem dog; betragt – liljen, og betragt fuglen; og se dem så sammen! Hvilken glæde, når fuglen skjuler sig hos liljen, hvor den har sin rede, og hvor den har det så ubeskrivelig hyggeligt medens den til tidsfordriv spøger og narres med liljen! Hvilken glæde, når fuglen højt fra grenen eller højere op, højt oppefra skyen holder øje med reden, og med liljen, der smilende vender sit øje op mod den! Livsalige, lykkelige tilværelse, så rig på glæde!

Eller er måske glæden mindre, fordi det, småligt forstået, er lidt, der gør dem så glade? Nej, dette, denne smålige forståelse er dog vel en misforståelse, ak, en højst sørgelig og bedrøvelig misforståelse; thi just det, at det er lidet, der gør dem så glade, er beviset for at de selv er glæden og glæden selv.

Dette er dog vel så? Dersom det, man glæder sig over, var slet intet, og man dog i sandhed var ubeskrivelig glad, da beviste dette jo allerbedst, at man selv er glæden og glæden selv - som liljen og fuglen er det, de glade læremestre i glæde, der just fordi de er ubetinget glade, er glæden selv.

Mindesten for Søren Kierkegaard på Gilbjerg Hoved i Gilleleje, Gribskov Kommune, på toppen af Sjælland.

På stien ved Gilbjerg Hoved står denne sten, rejst til minde om filosoffen Søren Kierkegaard (1813-1855), som var Gillelejes første turist tilbage i 1835. Stenen er rejst netop her, fordi det var hans yndlingssted, hvor han sad og tænkte sine filosofiske tanker over livets store og små problemer. Teksten på stenen "Hvad er sandhed andet end leven for en idé" skrev han i august 1835 på et tidspunkt, hvor han læste på det teologiske fakultet på Københavns Universitet.

Søren Kierkegaard er en af Verdens store filosoffer, og hans værker er oversat til utallige sprog. Man påstår at han er mere kendt i Japan end i sit fødeland. Hans store interesse var den menneskelige eksistens, hvilket var omdrejningspunktet i en stor del af hans forfatterskab.